Nej, du behøver ikke “give slip” på dit barn!

Et blogindlæg om at holde fast i sit barn, og lade adskillelsestraumer blive helet herved.

Tidligere udgivet på: https://www.facebook.com/praematurpsykolog/photos/a.119638086090361/124706978916805/?type=3&theater

“Vi kender mest separationsangst som et begreb, der er knyttet til børn der er bange for at være adskilt fra deres forældre. Men nogle gange går det også den anden vej – forældre kan være bange for at være adskilt fra deres barn, eller ihvertfald opleve et ubehag forbundet med det.

I Danmark er vi meget opmærksomme på, at børn skal være selvstændige. Derfor er der en tendens til, at tegn på et stærkt bånd mellem forældre og barn vurderes med skepsis. Det kan forældre opleve fra børnene er helt små, hvor alt fra at bære barnet i vikle, til at sove med det i soveværelset efter de første 9 måneder kan ses som tegn på manglende frigørelse, og at forælderen – ofte moderen – fastholder barnet i en umoden relation. En for tæt symbiose, kan det lyde fra sundhedsplejersker.

Alle forældre kan opleve dette, og det kan være sårbart. Forældre til for tidligt fødte børn kan opleve det i en særlig grad, da de kan have sværere ved at “give slip” på deres børn. Pludseligt kan de blive i tvivl, om det er okay, eller om det er problematisk.

Og selvfølgelig kan det, hvis det varer for længe, blive forhindrende for livsudfoldelsen for både forælder og barn. MEN – min påstand er, at i langt de fleste tilfælde er det helt naturligt – og også helende – for forældre til for tidligt fødte børn at holde deres børn tæt på deres hjerte i en længere periode!

Selv oplevede jeg allerede på neonatalafdelingen, at mange mente jeg havde brug for at komme lidt væk. Væk fra hospitalet, væk fra mit barn. Men jeg havde ikke brug for at være væk. Jeg havde brug for at holde ham tæt. Det fortsatte i månedsvis efter hjemkomsten. Jeg bar rundt på ham konstant, lå med ham, var med ham. På det tidspunkt havde jeg ikke brug for noget andet. Senere kunne jeg mærke at min krop led under de mange timer på sofaen med ham på maven, og jeg startede til fysioterapeut – alene. Derfra startede mine små ture ud af huset på egen hånd, hvor min mand tog sig af vores søn. Og først laangt senere skete det, at jeg overlod pasningen af min dreng til andre. Jeg tillod mig at vente, til jeg selv var klar. Faktisk tror jeg, at min dreng var klar før mig.

Når man føder tidligt, sker der en unaturlig separation af barnet og dets mor. Både det at barnet tages ud af hendes liv, og ikke bare kommer “udenpå” op på brystet, men også bliver taget helt fra hende, væk, på en anden afdeling – det er et kæmpe traume for rigtigt mange.

Så kære forældre – kære mødre. Hold jeres børn tæt på hjertet, uden dårlig samvittighed. Lad nærheden imellem jer hele traumet. Hold fast, til I kan ånde frit igen.”

@ Det skønne billede er venligt udlånt af Line Lassen

 

This article was written by Rebecca

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *