Bekymringernes eksistensberettigelse

Denne artikel blev bragt i Kristeligt dagblad den 25. september,

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/derfor-har-vi-brug-bekymre-os

Hvorfor bekymre sig?

“Bekymringer. Skriver du det på google, kommer der en række artikler op omkring, hvordan du undgår dem. I Kristeligt Dagblad har Else Marie Nygaard da også samlet 6 citater om bekymringer, fra Jesus til Benny Andersen. Fælles for citaterne er fokusset på, at man ikke får noget ud af at bekymre sig, andet end negativitet. Sidst lyder det, at ”de holder dig beskæftiget, men du kommer ingen vegne.” Det hjælper ikke noget at bekymre sig. Så hvorfor holder vi ikke bare op?

Det narturlige i at bekymre sig

For kort tid siden lavede jeg en meningsmåling på to facebook sider for forældre til tidligt fødte børn. Det var muligt at angive, hvorvidt en række områder fyldte for én mentalt i forældreskabet efter hjemkomsten fra hospitalet. Det spændte lige fra frygten for at miste barnet, til følelsen af, at ens krop havde fejlet. Det punkt der hittede, og som næsten alle deltagende havde krydset af, var følgende: ”Bekymringer om barnets udvikling”.

Selv er jeg mor til et barn født i uge 25, og kender alt for godt til dette område. Så snart den akutte, livstruende, fase var overstået piblede det frem med bekymringer der har fulgt mig siden. Ikke nødvendigvis de samme bekymringer. På snedig vis dukker der for hver modbevist bekymring blot en ny op. Det startede ret basalt. Kommer han nogensinde til at trække vejret selv? Da det skete, blev det motoriske omdrejningspunktet, og nu 3 år senere er det de følelsesmæssige, sociale og sproglige områder der er genstand for mine bekymringstanker.

Roden til bekymringerne

Som psykolog har jeg en tendens til fra tid til anden at gå meta på mine egne tanker, og analysere deres ophav og konsekvens. Og ligeledes også med disse bekymringer. Det kan være svært at placere ansvaret for bekymringernes opståen ét sted. Og meget har da også med temperament at gøre, idet min mand synes at være vældigt meget bedre til at vente med at bekymre sig, til der rent faktisk opstår en udfordring. Skal jeg alligevel pege på et startpunkt for mine bekymringer, var det i samtalen med overlægen inden jeg fødte min søn. Her fik vi at vide, at ca. 60% overlever at blive født i denne uge. Heraf bliver ca. halvdelen handicappede i forskellige grader. Generelt kunne man sige, at bliver man født i denne uge var det ikke et spørgsmål om man bliver handicappet, men snarere i hvilken grad. Når dette er beskeden man modtager som forældre, er det da ikke klart at man ser efter hvilket handicap ens barn så har? Specielt når de såkaldte senfølger kan vise sig mange år efter fødslen. Det vil sige, at selvom han trækker vejret, lærer at gå og alt det andet der nu engang er centralt i små børns udvikling, så kan jeg ikke vide mig sikker på, at det nu går ham godt. Han kan få indlæringsvanskeligheder, koncentrationsbesvær, udfordringer i det sociale samspil og så videre.

Her kunne man, med rette, stoppe mig og sige; ”jamen det er jo i småtingsafdelingen”. Og ”det kunne han også få udfordringer med selvom han ikke var født før tid”. Men det fjerner ikke bekymringerne, det gør det bare mere skamfuldt at have dem. For er jeg da ikke taknemmelig for, at det er gået ham så godt? JO! Jeg er dybt, dybt taknemmelig, og som troende priser jeg Gud for hans nåde over vores familie. Men jeg spekulerer stadig.

Ønsket om at mit barn ikke skal falde udenfor

Og så meta-spekulerer jeg. For hvorfor er det så vigtigt for mig, at han udvikler sig ”normalt”? Hvorfor giver det et lille gip af smerte i mig når jeg må erkende, at der er ting jævnaldrene kan som han langt fra mestrer? Når det nu bare er ”små ting”. Her tror jeg at min frygt rammer ind i noget mere eksistentielt. Frygten for, at mit barn ikke kommer til at høre til i en børneflok, at han falder udenfor. Det er det mest basale for et menneske, at vi er skabt til fællesskabet, vi er genetisk disponeret til fællesskab. Men hvor skal der ikke meget til, at vi falder udenfor fællesskabet, eller føler os udenfor. At vi føler os forkerte og skamfulde. Og er der noget, vi ikke ønsker for vores børn, så er det da netop det.

Så når jeg møder fagpersoner, venner eller andre der prøver at forsikre mig om at der ikke er noget at bekymre sig om, så bliver jeg let ramt. Ramt af en fornemmelse af ikke at være forstået, at det jeg føler og er optaget af er upassende eller forkert. At jeg burde ændre fokus.

Mulighed for tidlig indsats

Men får jeg da noget ud af at bekymre mig? Er det ikke bare handlingslammende, et spild af energimæssige ressourcer? Her tror jeg at svaret afhænger helt af situationen. Personligt synes jeg der er noget frugtbart, der kommer ud af mine bekymringer. Fx har det ført til valget om, at han skal have mest mulig tryghed i hverdagen, for at han kan bruge sin energi på at udvikle sig.

Nogle gange skal vi blive bedre til at undersøge bekymringerne før vi afviser dem. Som da min søn engang som spæd blev syg, og vagtlægen var ved at afvise mig før jeg havde talt ud. Det lød ikke som noget særligt, helt almindelig børnesygdom. Jamen, måtte jeg insistere, det er altså ikke et helt almindeligt barn! Heldigvis var der ingen diskussion da han hørte at min søn var ekstremt for tidligt født. Men andre af mine bekymringer kan være sværere at gennemskue, og kan derfor være lettere at afvise. Fornemmelsen af, at han skiller sig ud, at noget fungerer anderledes.

At skulle forsvare sin bekymring

En gennemgang af forælderrapportering, som min specialeskrivende veninde har lavet indenfor autisme området, viser da også et paradoks – at forældre rapporterer færre symptomer hos deres børn end professionelle ser ved observation af barnet, mens det er en udbredt holdning hos sundhedspersonale at forældre overrapporterer symptomer. Igen tror jeg det afspejler holdningen om, at forældre bekymrer sig for meget. De ser nok spøgelser. Eller også handler det om ansvarsfralæggelse, at dårlig opdragelse bliver til at man bekymrer sig for udfordringer i barnet. Så perspektivet på forældrene bliver, at de først frarøver børnene en ordentlig dannelse, for så at gøre børnene til problemet.

Forældre der bekymrer sig for deres børns udvikling af den ene eller anden årsag må således ofte lægge ører til lidt af hvert. Og da må de rumme både deres egne bekymringer og omgivelsernes manglende anerkendelse af selvsamme. På den måde kan tankerne vokse, og frygten for at dele tankerne stige. For ingen har lyst til at være den pylrede, oversensitive forælder som de andre kan klappe lidt på skuldrene, mens de (venligt ment) beder en slappe lidt af. Det tror jeg er noget af årsagen til, at bekymringerne om børnenes udvikling var noget af det der fyldte mest i føromtale undersøgelse af forældre til for tidligt fødte børn. Det fylder, men ikke alle forstår hvorfor. Og ikke nok med at de ikke forstår, de synes også man burde lade være.

Lyt før du afviser

Selvfølgeligt kan det i nogle situationer være rart at blive modsagt i sine bekymringer, fx hvis man siger at man føler sig som en dårlig mor og bekymrer sig for om man gør det godt nok. Så kan det da være meget rart, at den man taler med afviser påstanden. Ligesom jeg indimellem kan synes det er rart, at mine bekymringer bliver afvist af nogle der har tillid til at min søn udvikler sig helt som han skal. Det kan der være noget beroligende i. Men hvor ville det dog være rart, hvis vi alle sammen øvede os i at lytte til bekymringerne først. Hvis vi udholdte at være med hinanden i det der var svært. Og måske endda blev nysgerrige på, hvad der får os til at føle sådan. Så tror jeg vi ville fremme en kultur hvor det er okay at være åben om sine bekymringer og sårbarheder. Og hvor man ville føle sig mindre alene som forælder til et barn der ganske subtilt skiller sig ud.”

This article was written by Rebecca

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *