Martins beretning om at blive FAR til William, uge 32+3

I dette oplæg er det Martin der fortæller om hvordan det er, at blive far til en søn i uge 32+3, pga. moderens hjertesvigt. Det er en rørende beretning om kærlighed, ansvar og en påmindelse om, at man skal huske at passe på sig selv igennem sådan et forløb. Og også en understregning af, hvor vigtigt det er som pårørende også at huske FAREN, og anerkende hvor hård denne position i familien også kan være.

Præsentation
Mit navn er Martin. Jeg kommer fra Djursland og jeg vil gerne fortælle om min historie/oplevelse omkring at blive far, til en for tidligt født søn hvor der har været meget sygdom indblandet.

Det hele startede i 2017. Hvor jeg får konstateret en hjertesygdom, som bliver undersøgt på alle mulige leder og kanter. I juni måned kommer jeg ind til en lille operation, som så viser sig ikke at kunne lade sig gøre og bliver indkaldt til en større operation 14 dage efter. Efter lidt komplikationer ved operationen er jeg indlagt i en lille uge og kommer hjem efterfølgende.

I september måned 2017 finder vi så ud af at min kæreste er gravid og vi er begge glade da det er vores første barn. Vi tager til en tidlig skanning,  som viser sig at være en 6-7 ugers skanning, for at være sikre på at alt er som det skal. Svaret er positivt og vi er lykkelige. Graviditeten fortsætter som normalt,  udover at min kæreste intet spiser, men alligevel kaster op hele tiden, og døjer meget med kvalme. 

Tiden går og vi begynder at lave et børneværelse i starten af februar 2018, da vores søn har termin d. 18 maj. Vi får fjernet en pejs, bygget en væg op, lavet gulv, tappeseret, malet og begyndt at samle børneseng og puslebord. Vi er næsten færdige, der mangler kun lige det sidste finish her og der.

Min kærestes hjertesvigt
Det bliver lørdag d. 24 marts og jeg har planlagt med en kammerat, hans kæreste og deres barn at vi skulle følges til jagtmesse i Odense. Klokken er omkring 8:30 og vi er over halvvejs til Odense da jeg bliver ringet op af min svigermor der siger at den er helt galt med min kæreste. Jeg prøver at ringe hende op, og får fat i hende. Hun siger at det er ikke så slemt, som hendes mor fik det til at lyde, og vi skulle ikke vende om, for hun havde det helt fint. Jeg ringede alligevel til min mor, og fik hende til at køre over til hende. Min mor kunne godt se og høre, at det ikke var helt som det skulle og, at min kæreste havde det ikke så godt som hun fik det til at lyde. 

Når man er gravid, så er det åbenbart fødegangen at man skal snakke med når man har det dårligt. Hun bliver efter længere tid med diverse undersøgelser indlagt, så hun havde en sengeplads. Jeg går stadig rundt i Odense, til en messe jeg ikke kan koncentrere mig om, da jeg intet får at vide omkring min kærestes situation fra hende selv, eller fra min svigermor, da de heller ikke ved noget, og alle tests ser fine ud. Problemet er at jeg ikke kan komme fra Odense, da jeg er passager i min kammerats bil, så jeg var lidt låst. 

Kl 19 bliver jeg læsset af på Randers sygehus og finder vej op til fødegangen hvor jeg mødes med min kæreste og svigermor. De har stadig ikke fundet ud af noget omkring hendes situation og vi venter til kl. 23:30 før vi får at vide at hun skal blive natten over. Min svigermor siger, at jeg skal tage hjem og få en god nats søvn, og komme tilbage dagen efter, for så ville hun blive ved min kæreste. Jeg bliver hentet omkring kl. 2 og er hjemme omkring kl. 2:30 og går direkte i seng.  

Næste dag d. 25 marts er jeg ved sygehuset omkring kl. 9 og vi sidder og venter på hvad der skal ske. ved 12 tiden kommer der en hjertelæge som skal skanne min kærestes hjerte. Efter 30 minutters undersøgelse og komplet stilhed fortæller han at der er noget galt med hendes hjerte. Han kunne se at venstre side af hjertet var dobbelt så stort som det skulle. Han fortæller, at vi ikke skulle forvente at vores søn skulle blive i hendes mave indtil terminsdatoen, men at han skulle nok ud lidt før. Vi tænkte begge, at der nok ville gå en lille måned mere før at de så ville have ham ud. Efter kort tid fik vi at vide at vi ville blive sendt videre til Skejby sygehus hvor de ville undersøge hende yderligere.

Min søn skal ud – kejsersnittet
Vi blev hentet med ambulance og var ved Skejby sygehus ved 16 tiden. De lavede nogle få tests, for at se hvordan barnet havde det. Ved 18 tiden kom der så en hjertelæge som igen ville lave en skanning af min kærestes hjerte. Det gik rimelig hurtigt og han forsvandt ud af lokalet. Omkring kl. 19 kom han tilbage. Han fortalte at hun havde hjertesvigt og at vores søn skulle tages ved akut kejsersnit kl. 10 dagen efter. Med mindre at hun fik det værre i løbet af natten, for så skulle det gøres med det samme.

Min første reaktion var: Fuck fuck fuck. Det her er jeg slet slet ikke klar til. Jeg er slet ikke klar til at blive far i morgen. Jeg er ikke mentalt klar, til at skulle være forældre. Jeg havde regnet med at jeg havde 2 måneder til at sætte mig ind i det mentalt, men nu havde jeg 13 timer.

Inden for et par timer er min kæreste indlagt på intensiv hjerteafdelingen med slanger og ledninger alle steder. Hun får også en masse vanddrivende, for hun har alt for meget væske i kroppen. 

Natten går langsomt. Jeg kan ikke finde ro, og da jeg ikke er indlagt eller er far til et indlagt barn har jeg ingen sengeplads. Men heldigvis er der en sød sygeplejerske som finder en seng og stiller den ind i et undersøgelsesrum, hvor jeg kunne få lov at sove. Min mor og svigermor var kommet ud og havde taget opstilling i et lille vente hjørne på akut afdelingen, hvor de vil forsøge at få et hvil i løbet af natten.

Da det blev mandag d. 26. marts var det som om tiden var sat i stå. Jeg skulle ringe til mit arbejde og fortælle hvordan vores situation så ud. Da jeg snakkede med min værkfører, kunne jeg ikke holde min facade længere. Jeg begyndte at falde sammen i telefonen da jeg fortalte at jeg vidste ikke om jeg hverken havde en kæreste eller søn om få timer. Eller om de overhovedet ville klare det på sigt. 

Jeg stod i mit værste mareridt og kunne ikke gøre en skid ved noget som helst. Jeg følte mig hjælpeløs, ubrugelig og magtesløs. Jeg var på randen til at knække helt sammen. Men jeg gjorde alt for at vise min kæreste at jeg var hendes klippe.

Inden vi blev ført til operationsstuen skulle de sørge for, at hun havde nogle slanger monteret så de kunne koble hende til en respirator hvis hendes hjerte skulle svigte. Da vi kom til operationsstuen var der 3 forskellige læget der brugte tilsammen omkring 2 timer på at ligge en epidoralblokade. Da de skulle til at begynde med kejsersnittet, blev jeg placeret ved min kærestes hoved hvor jeg kunne holde hende i hånden under selve operationen. Da de begyndte at skære i hende, kunne hun mærke kniven der skar. De stoppede og begyndte med mere smertestillende. Kort efter begyndte de at skære igen. Efter noget tid kunne hun mærke en smerte igen. Jeg kunne høre at de sagde at de skar i eller omkring moderkagen. De gav hende mere smertestillende og fortsatte. Da en af lægerne begyndte at trække kejsersnittet op/mere åbent begyndte min kæreste at græde og være helt ude af den for hun kunne stadig mærke det. De blev nød til at lægge hende i fuld narkose selvom det ikke er sundt for barnet. Jeg blev hevet ud af operationsstuen og ud i klargøringsrummet hvor der stod en børnelæge og en sygeplejerske. De fortalte mig lidt om hvad der skulle ske og at når vores søn kom ud ville de koncentrere sig om at få ham undersøgt og ville ikke kunne snakke. 

Der gik 5-10 minutter som føltes som år og ud kom der en sygeplejerske med vores søn der var lige så blå som en smølf. Han trak ikke vejret og der var næsten ingen puls. De var bange for at han havde fået for meget af narkosen i kroppen. Efter en masse ilt og forskellige sprøjter kom der gang i ham. Han begyndte at få farve og græde. Deres målinger begyndte at blive normale. 

Splittelsen mellem både at være der for sønnen og kæresten
Jeg fulgte med min søn der blev kørt hen til neonantalafdelingen som var 800 meter derfra, og ind på den stue han blev indlagt på. Jeg ringede til min mor og svigerforældre og fortalte dem at de var blevet bedsteforældre, men jeg vidste ingenting om min kærestes situation. De kom alle hen for at se deres barnebarn, da min kæreste var blevet kørt til opvågning hvor ingen var tilladt. 

Jeg sad på en stue ved en dreng jeg ikke kunne forholde mig til. Jeg vidste ikke om jeg skulle være glad eller ked af det. Jeg havde på det tidspunkt intet forhold til ham, og tænkte mere på, hvad der var sket med min kæreste. Jeg havde intet hørt. 

En time eller to efter bliver jeg ringet op og får at vide, at min kæreste er vågnet og efter omstændighederne har det godt. Jeg kunne ikke komme over til hende hurtigt nok. Jeg vidste at min søn var i gode hænder ved sygeplejerskerne på børneafdelingen. 

Efter at jeg havde været forbi og snakket med min kæreste, og set at hun havde det bedre, så begyndte jeg mere og mere at få et forhold til vores søn. Nu var det også mig der skulle indlægges med ham da min kæreste selv var indlagt. Jeg havde en underlig følelse, for nu var der lige pludselig en, der var afhængig af mig. Jeg fik udleveret et nøglekort til patienthotellet for forældre med indlagte børn.

Dagene på sygehuset var lange. Jeg havde 100 ture frem og tilbage imellem min søn og kæreste i løbet af dagen. Der var omkring 800 meter imellem dem. Mine mange ture frem og tilbage på gangene blev brugt til at tænke på hvad der nu skulle ske med hensyn til indkomst for os begge. Jeg arbejdede som mekaniker og min kone var studerende som lige akkurat var begyndt på barsel. Jeg begyndte så småt at ringe rundt for at høre hvilke muligheder der var. Problemet var at det var lige op til påske, hvor ingen har tid. Så jeg måtte sætte mine planer i bero.

Dagene gik og efter et par dage havde de tappet 11L væske ud af min kærestes krop og de var begyndt på hendes behandling. 

Vores dreng havde det under omstændighederne godt pånær en enkelt nat jeg blev tilkaldt fordi at han ikke ville stoppe med at græde. Jeg satte mig tilrette i en stol med vores lille dreng på 1700 gram på brystet og han faldt til ro. Det er en af de bedste følelser man kan opleve i sit liv. Det kan godt være at han ville have gjort det uanset hvem der sad der, men følelsen var fantastisk. 

Det er utroligt svært at beskrive følelsen af magtesløshed når man har 2 “patienter” man skal og vil være hos hele tiden. Så i bund og grund glemte jeg mig selv og begravede mine behov. Det eneste tidspunkt at jeg kunne være mig selv var, når jeg gik på gangene eller gik i seng om aftenen omkring kl. 22:30-23 når de lukkede min kones stue af, og min rutine tur forbi vores søn var slut. Efter påsken blev mine ture på gangene til telefon opringninger til min fagforening, min kærestes skole, su kontoret, kommunen, forsikring og Udbetaling Danmark. Det hele var en stor ond cirkel der blev ved med at sende mig i ring. Der gik flere dage hvor jeg ikke magtede mere men blev ved, indtil der til sidst blev fundet en løsning. 

At overtage plejen
I starten af det hele, var jeg der ikke ret mange gange for at skifte ham, eller for at give ham mad i sonden. Det blev gradvist mere og mere som dagene gik. Jeg skulle lære at tjekke sonden inden han skulle spise, og hastigheden af hvor hurtigt det skulle gå. Skiftning af bleer blev også oftere, men tiden ved min kæreste gjorde også, at jeg ikke altid var der til at gøre det. 

I starten var det en hyggelig lille tjans at varme nogle få ml. mælk men det skulle gøres ofte, og jeg prøvede at være der så ofte at jeg kunne, men det var hårdt at være “enlig” forældre til en for tidligt født, samtidig med at jeg skulle være der for sin kæreste. De har brug for en del mere omsorg, og man føler at alt skal gøres meget forsigtigt. Jeg er en forholdsvis stor gut med en rimelig god styrke, og jeg var bange for at skulle røre ved min søn. Jeg var simpelthen bange for at ødelægge ham. Men med tiden fandt man ud af at han godt kunne holde til at man skiftede ham.

Efter en 7-8 dage fik min kæreste lov til at komme væk fra hjerteafdelingen og med hen på mit værelse og bo. Hun havde stadig ingen kræfter og vi fik udleveret en kørestol, så jeg kunne køre hende rundt, når vi skulle besøge vores søn eller skulle en tur i kantinen. Vi begyndte at være ved vores søn hele dagen. Vi stod nu selv for alle bleskift og alle hans måltider. Jeg syntes at det blev hårdere og hårdere, efter som at det var mig der skulle gøre alle forberedelserne, da min kæreste stadig var afhængig af en kørestol. 

I starten af min tid på forældre afsnittet følte jeg mig lidt som Palle alene i verdenen. Der var ingen kontakt med de andre forældre, ingen snik snak, ingen smal talk, intet. Så nu var det rart endelig at have sin kæreste ved sin side. 

Overførslen til Randers sygehus
På dag 12-13 blev min kæreste udskrevet og vi kunne nu alle blive overført til Randers sygehus. Endnu engang følte jeg mig ekstrem hjælpeløs, da ambulancen der skulle fragte os, ikke havde plads til os alle 3. Vores søn blev pakket ind i en lukket kasse, min kone kom ind på forsædet, en sygeplejerske og Falck reder bag i ved William, og til sidst chaufføren. Så der sad jeg tilbage på Skejby sygehus uden bil, uden penge, uden noget som helst ud over vores tasker med tøj. Heldigvis har jeg en mor der arbejder i nærheden, som gerne ville køre mig til Randers. 

Da vi kom til Randers var det en kæmpe omvæltning. Man kunne godt mærke at det slet ikke er det samme budget de har at køre efter. Uden at sige noget grimt om Randers sygehus, men jeg fik mere hjemve efter jeg kom til Randers end jeg havde i Skejby. Det var allerede begyndt at tære på en, men blev kun værre. Jeg havde fået at vide af min kæreste, at jeg bare skulle tage hjem og være mig selv. Men jeg følte at jeg ikke kunne forlade dem, uanset hvordan min psyke havde det. 

I Randers blev det hårdere og hårdere. Der kom flere “opgaver” med, i og uden omkring det med en for tidligt født søn. Vi begyndte selv at skulle sætte vækkeur om natten til at skulle give vores dreng mad, og bruge “malke” maskinen på min kæreste. Efter nogle dage fik vi lov til at få vores dreng ind på vores værelse, med en vuggedødsalarm. Jeg havde det rigtigt skidt med at vi gik fra at han havde alarm på 24/7 til at vi kun havde madrassen som “sikkerhed”. Jeg kunne ikke sove om natten, jeg kunne ikke slappe af, jeg kunne ingenting fordi jeg hele tiden lyttede efter hans vejrtrækning. 

På tidligt hjemmeophold
Efter et par dage med vores søn på værelset, spædbarns førstehjælp og undervisning i at ligge ny sonde igennem næsen, kunne vi endeligt få lov til at komme hjem på tidligt hjemme ophold, med kontrol 2 gange ugentligt. 

Da vi endelig var kommet hjem var det en dejlig, men også skræmmende følelse. Vi var endeligt i vante omgivelser, men på helt egne ben uden følelsen af sikkerheden ved sygeplejerskerne. Der var rigtig meget  arbejde efter at vi kom hjem. Vi skulle selv skaffe præmatur bleer, special modermælkserstatning og special sutter. Når vi skulle give ham mad, så skulle vi altid passe på ikke at gøre det for hurtigt, fordi han gylpede rigtigt meget. Vi kæmpede også rigtigt meget med varme. Vi havde imellem 30-40 grader i stuen i løbet af dagstimerne. Det var en af de varmeste somre i min levealder og det var ulideligt. Vi kunne ikke gøre så meget da vi havde en lille dreng som hverken kunne tåle træk fra døre og vinduer, eller en blæser der kørte. 

Nætterne var for mig de værste. Jeg vågnede hver gang vores søn sagde den mindste lyd, og jeg skyndte mig at tænde lyset for at se hvordan han havde det. Sådan stod det på de første mange måneder. Jeg følte hele tiden en træthed, men også en kæmpe kærlighed til vores dreng, så det gik jo nok. 

Efterreaktioner
Som tiden gik og han blev ældre og større, begyndte det at ramme både mig og min kæreste hårdt. Vi begyndte at få hjælp fra vores forældre til nogle småting, og vi begyndte at få vores søn passet hos dem. Vi havde brug for at få samlet vores kræfter, men jeg har aldrig haft sådan et savn som den første gang han skulle overnatte ude. Vi havde lige fået et kæmpe maleri af ham et par dage forinden, som jeg ikke kunne holde ud at se på, på grund af savnet til ham. Efter et par gange blev det nemmere og nemmere for mig at han havde en weekend hos bedsteforældrene hvor vi kunne have lidt alenetid. 

Nu står vi her halvandet år efter at han kom til verdenen. Jeg tænker på al den tid der er gået med mange nedture og mange opture. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne klare det engang til. Når jeg kigger på hvor nemt min bror havde det med hans drenge. Vi havde så lige et spædbarn i 2 måneder mere end normalt. Men grunden til, at jeg måske syntes at det var så hårdt, har nok også været grundet min kones sygdom. Jeg følte mig som en førstegangs forældre, som  blev forældre til et sæt tvillinger. Problematikken er nok også, at jeg altid har sat dem i første række og glemt alt om mig selv. Selv om man har et for tidligt født barn skal man huske sig selv, ellers bliver det hele bare meget hårdere. Når jeg tænker tilbage, så er der heller ikke ret mange der har spurgt indtil hvordan jeg har haft det eller havde det. Folk tænker og snakker altid om hvor hårdt det er, og har været for min søn, og om hvordan min kæreste/kone har/har haft det. Men der er aldrig nogen der tænker på hvordan man har haft det som far igennem hele dette forløb. 

This article was written by Rebecca

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *