Christians beretning om at blive FAR til TRILLINGER, uge 34+0

I denne beretning fortæller Christian om, hvordan det er at blive far til 3 børn på én gang. Om frygten for at miste en eller dem alle, eller for at der skulle være noget i vejen med dem. Det bliver også tydeligt hvordan den for tidlige fødsel forstyrrer familiedannelsen, lige fra tidlige adskillelser til overvågningsudstyr der besværliggør kontakten. Christian står nu selv overfor at skulle overtage barslen med de 3 babyer – hatten af for både ham og hans kone, og alt det bedste til deres lille familie!

Beskeden om trillinger
For nu et år siden fik min hustru og jeg at vide, at vi ventede os trillinger. Ja tak, hvordan takler man lige den nyhed. Må være ærlig at sige at jeg gik i stå. Jeg kunne ikke tænke og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Nå men tiden gik, og vi begyndte at forstå, hvad det var der ventede os forude, eller det troede vi. For graviditeten var ikke nem. Med blødning de første 16 uger gik vi i konstant frygt for, at vi skulle miste dem. Flere læger fortalte også, at vi kunne få fjernet et af fostrene, men jeg kunne ikke se det for mig, da vi samtidig fik at vide, at risikoen for at miste dem alle sammen var høj. Så i mit hoved var der ikke tvivl, vi skulle have dem alle 3.

Tiden gik og vi nåede hen til tidligt forår. Hustruen havde gået sygemeldt siden november, af flere årsager. Jeg kunne kun gå ved siden at og se til, mens hun kæmpede med forskellige problemer, idet de små blev større og vægten hun skulle bære voksede. Jeg gik tit rundt og tænkte på, hvordan jeg bedst kunne hjælpe hende igennem, men som mand er det ikke nemt at sætte sig i deres sted.

Fødslen – adskillelsen og bekymringerne
April blev måneden hvor de små skulle komme til verden, og vi var så småt ved at forbedre os. Men vi havde ikke forventet, at det ville være så hårdt efterfølgende. De 3 små kom hurtigt til verden, men blev hurtigt taget væk fra os, da de skulle i kuvøse, have ilt og en masse elektroder på sig. Jeg nåede at se dem og følge dem over på neonatalafdelingen, hvor de skulle ligge. Men tankerne om, at der var noget galt med dem, fordi de skulle kobles til at det udstyr, kom hurtigt. Var de for små? Var der noget galt med lungerne? Manglede der noget? Hvorfor skal de have alt det udstyr på? Ja tankerne var mange, for selvom man har prøvet at forbedre sig og lægerne virkelig har forklaret, ja så er det stadig ikke det samme når de først kommer til verden. Dog var alt helt i orden med dem, og alt det udstyr de havde på, var bare for sikkerhed. Så kunne man da ånde lettet op, men jeg havde stadigt i baghovedet – hvad nu hvis?

Nu skulle jordemødrene have tid og plads til at tjekke dem helt igennem, så jeg blev sendt over på opvågningen, hvor hustruen lå og endnu ikke havde set dem. Jeg havde derfor taget billeder, så hun kunne se hvordan de så ud, da de kom til verdenen. Men jeg kunne godt mærke på hende, at det ikke var det samme. Så jeg prøvede at forklare hvordan det var gået, hvordan de så ud og hvordan de havde det nu, hvor de var kommet over på stuen hvor de skulle bo. Men kunne godt mærke at det ikke hjalp synderligt meget. Hvilket som mand godt kan virke frustrerende, for man vil jo bare gøre det bedste man kan. Men timerne gik, og vi var efterhånden klar til at komme over til dem og være samlet som familie for første gang.

Med slanger og maskiner, fik vi lov til at sidde med dem og have hud mod hud. Der kom følelsen af lykke og den forståelse af, hvad det er man har skabt, og hvilken gave det er, at de alle 3 havde det godt. Må da også sige, at tårerne fik frit løb, for hold nu kæft det var stort. Hen på eftermiddagen og aftenen begyndte den nærmeste familie, at komme. Så begyndte tankerne igen: hvordan gør vi det her med besøg? Hvem skal se og holde dem? Er de nu syge og smitter de små? Ja hovedet blev hurtigt fyldt med spørgsmål.

Overflytningen til Herning Hospital
Men tiden på sygehuset blev kort og efter et par dage, blev vi overflyttet til et andet sygehus, hvor vi skulle ligge til de var klar til at komme hjem. Men turen mellem sygehusene var lang. For hustruen var taget med den første videre, men jeg sad tilbage med de 2 andre og ventede og ventede. Var der sket noget? Hvorfor tog det så lang tid? Hvorfor skriver de ikke?

Hen på aftenen kunne jeg endeligt køre i vores egen bil, da ambulancen var kørt med den sidste baby. Nej – hvor var turen lang. Fra den første kørte kl. 11 til jeg var samlet med familien igen, gik der 10 timer. Det er meget lang tid som nybagt far.

Samlet på sygehuset, kunne vi nu nyde hinanden og babyerne. Dette var dig til trods for, at de stadig lå med slanger og tilkoblet maskiner til, at overvåge dem. Vi var så heldige, at vi havde 2 værelser – et til os alle sammen og et til os selv som forældre.

Der blev hurtigt indkørt fast skema, som passede med hvornår de små skulle have mad og hustruen skulle malke ud for at de kunne få mad. Men nej hvor blev man kørt ned, når man ikke rigtigt kunne sove og skulle op flere gange om natten for at give dem mad. Med totalt søvnunderskud og ingen energi, kom tankerne hurtigt – kan jeg gøre noget andet? Gør jeg det godt nok? Hvordan har hustruen det egentlig? Der var ikke meget tid til at være os to alene, og jeg kunne mærke at hun ikke var helt der hvor hun skulle være i forhold til følelsen af at være mor. Det kom også til udtryk et par dage efter hvor hun bare græd og græd i frustration over, at hun ikke kunne komme i nærheden af dem og holde dem som hun gerne ville. Som mand måtte jeg gøre hvad jeg kunne, og trøstede hende på bedste vis.

Men mine egne frustrationer begyndte også at komme nu. Hvorfor kan vi ikke bare komme hjem? Hvorfor skal de være tilkoblet de maskiner? Jeg er ved at blive skør af at sidde her, dag ind og dag ud! Heldigvis var min hustru forstående og lod mig have en friaften udenfor sygehusets murer. Glemmer aldrig den frihed det gav bare at være væk et par timer, hvor man ikke skulle tænke på skemaer, mad og bleskift.

2 uger med mad på sonde, bleskift, skrigende babyer og hospitalsmad var hvad vi måtte udstå, før vi fik den glædelige meddelelse at vi kunne komme hjem fordi de klarede det så godt selv.

Hjemkomsten
På turen hjem var vi forbi kirkegården hvor min mor ligger begravet. Kunne godt mærke at hun vil være et kæmpe savn, og en stor hjælp vi vil mangle i hverdagen. Men 14 dages barsel fik jeg taget inden arbejdet igen kaldte.

Nu har hustruen gået alene med dem 5 måneder og kan hver dag mærke hvor stort et pres det er. Så nu venter jeg på, at jeg går på barsel til december og så må vi se hvordan det kommer til at gå.

This article was written by Rebecca

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *