Glenns beretning om at blive FAR til Rose, født i uge 33

Glenns beretning er lidt usædvanlig, fordi han oven i håndteringen af den for tidlige fødsel havde en række ekstra faktorer han skulle håndtere – en ulykke i elevatoren med en af de ældste drenge på vej tilbage fra det første besøg hos deres lillesøster, og den ældste søns diabetes. Det var kun godt 2 måneder siden fødslen, jeg snakkede med Glenn. Her er hvad han fortalte om forløbet, og hvordan de kom igennem som familie.

Bekymringer om for tidlig fødsel
Mine to drenge på 3 og 6 år, er født for tidligt. De er fra min kones tidligere ægteskab, så jeg var ikke med til fødslerne. Men det var rigtigt svært at vide, at det kunne gå sådan, for hun havde forklaret mig alt om sine fødsler. At de var meget besværlige. Så det var en svær tid at gå igennem, når man vidste hvad hun gik ind i. Heldigvis var min arbejdsplads god til at give plads når der kom problemer. Min kones vand var gået nogle uger forinden, så hun havde været frem og tilbage på sygehuset. De fandt på et tidspunkt ud af at hendes moderkage havde delt sig, så hun var indlagt fra uge 30.

Fødselsforløbet
Det var et planlagt kejsersnit. Det gik egentlig rigtigt hurtigt. Da vi kom ind så var der en masse læger. Der var ekstra læger på grund af de komplikationer der var, hvis der nu skete noget, så det var lidt skræmmende. Men alt gik helt fint, der gik ikke lang tid så kom Rose ud, og så røg jeg med hende ud og så hende. Det var virkelig en glædesfølelse. Men det var også svært at stå derude, når man gerne ville være sammen med ens kone også, der lå derinde uden at man vidste hvad der skete. Men det var rigtigt dejligt at se min datter ude. De sagde først, at der ikke var noget med hende, men så begyndte hun at knirke og skulle have noget ilt.

Klemt i elevator
Drengene var med ude at se hende om aftenen. Bagefter var de meget trætte, og vi kørte ned med elevator. Og så sagde den ældste, at de skulle se hvem der kom først ud af elevatoren. Og den yngste, han lagde i ren refleks begge hænder på døren og blev revet ind i elevatoren. Det var også noget, der var med til at gøre en stressfaktor værre. Han slog heldigvis bare en flig af armen, men der var en masse ballade med det. Det var noget af et uheld, men vi kom igennem det. Da vi fik ham fri, kunne jeg pga. chok ikke huske hans CPR-nummer og var nødt til at skrive til min kæreste, der ville vide hvad der var sket. Jeg sagde bare han var faldet og at vi var på skadestuen for at få det tjekket. Hun havde jo fået kejsersnit, så det hjalp ikke at hun rejste sig for at komme til os, det kunne hun ikke på nogen måder. Hun lå i uvished til han var tjekket. Det var et Helvede for mig, men ligeså slemt for hende. Det lyder overdrevent at det kan ske, men det havde vi heller ikke regnet med. Efterfølgende søgte jeg noget hjælp, jeg har været til en psykolog der har hjulpet mig til at komme igennem det. Det har hjulpet rigtigt godt. Jeg så jo for mig hvad der kunne have været sket i elevatoren. Hvis den var lukket, hvis han var kørt med op i armen… det var sådan noget jeg drømte om natten, og som jeg ligesom måtte igennem.

Indlæggelsestiden
Så gik det stille og roligt derfra, selvom det var en lidt stressende tid da vi havde to drenge derhjemme. Vi skulle ud at besøge hende hver dag, og jeg ville gerne være der så meget som muligt. Heldigvis havde jeg en arbejdsplads der var rigtig fleksibel, og de sagde at de hellere ville have at jeg fik en fædreorlov lidt tidligt, og så kunne være der for mine børn, min kone og den nye. Nogle dage sendte jeg børnene i skole og i børnehave, og fik et pusterum derhjemme, andre gange tog jeg en af dem med ad gangen, for at have overskud. Jeg skulle køre fra Middelfart til Odense hver dag. Og hvis jeg kunne mærke at jeg ikke havde overskuddet, og virkeligt havde brug for at slappe af, så ringede jeg derud og sagde at jeg ikke kom den dag. Det var svært for min kæreste, for hun er meget knyttet til os alle sammen, og har det ikke godt med at være alene. Så det var nogle lange dage når jeg ikke kom. Men jeg prøvede at planlægge det sådan, at hvis jeg vidste at hendes forældre eller en anden kom ud til hende, så var det den dag vi kunne sige, at vi ikke kom. Så der altid var en ude hos hende.

Min kones forældre, som vi bor tæt på, var generelt rigtigt gode til at hjælpe. Og det der fik mig igennem tiden, var så at vide at det nok skulle gå med dem derude, så skulle jeg bare selv klare det. Mig selv, der var det ikke det vilde at tænke over. Det vigtigste var at familien fungerede, og så satte jeg mig selv lidt til siden. Børnene og min kone, det er det vigtigste. Så det gik, men det var en hård tid når man er vant til at være flere omkring tingene derhjemme. Min dreng har desuden diabetes, så der er en udfordring i sig selv. Jeg skulle rende hele natten stort set for at holde øje med ham

At blive samlet som familie igen
Heldigvis kom Rose sig rigtigt godt, og det gik hurtigt med at komme hjem. 14 dage, så var vi alle sammen samlet igen. Det bedste har været at se, hvor godt drengene har taget imod Rose, de er rigtigt omsorgsfulde. Især den ældste, han er helt forelsket. Han har svært ved at lade hende være. Så det er rigtigt dejligt at se. Dog blev jeg utroligt overbeskyttende, ikke kun overfor Rose, men også overfor drengene. Hvis nu de begyndte at hoppe i sofaen mens hun lå der, kom der måske en lille skideballe ud af det. Hvor min kone, min bedre halvdel, mindede mig om at de bare var børn og også skulle være der. Og det er jo også rigtigt. Hun er pædagog og er måske mere sådan, ”de skal have lov” hvor jeg er lidt mere hård i det, fordi der også skal være regler for, hvordan man opfører sig. Men vi har siddet mange gange og snakket om det, i stedet for at skændes om det. Og i det hele taget så hviler vi i os selv igen, som før graviditeten. Jeg var rigtigt stresset i forløbet, men det gik væk da vi blev to om det, og kunne få et pusterum om aftenen. Det vigtige for mig og min kone, det er at vi får snakket ud om aftenen når vi har ro og ligesom kommer igennem dagen og hvad der er sket, især hvis vi har haft et eller andet, der lige har irriteret os eller sådan noget. Så i stedet for at man brænder inde med det, så er det vigtigt at komme ud med det. Det er rigtigt vigtigt at få snakket ud om aftenen. Og det samme med børnene, hvis de har haft et eller andet træls i deres dag, at man også får snakket med dem omkring hvad der er sket. For eksempel når man spiser aftensmad, så lige gå igennem deres dag. Det er meget vigtig som familie at holde sammen. Så det var en hård tid, men det var det hele værd i sidste ende. Det har været det hele værd, for det er en usædvanligt velskabt pige.

Gode råd til andre i lignende situation
Man er nødt til at tage det roligt og se, at der er et lys for enden. For det er en hård tid man går igennem, især hvis man har to drenge derhjemme og moren også er indlagt, og man skal have det hele til at passe sammen.

Så det er også vigtigt at lytte til sin egen krop. At få en pause. Nu er det ikke alle der har en dreng med diabetes som gør det ekstra presset, men det er vigtigt at lytte til sin krop. For børnene kan også mærke det hvis man er stresset.

This article was written by Rebecca

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *