Mads historie om at blive FAR til Aya, født uge 34

Når et barn kommer for tidligt, har det ofte ikke kun konsekvenser for den første tid efter fødslen. Mange børn har senfølger af den ene eller anden art, som viser sig med tiden. Mads’ historie om at blive far til Aya i uge 34 viser, hvordan den skæve start kan give særlige udfordringer i forældreskabet også længe efter udskrivelsen fra hospitalet.

 

Akut kejsersnit
Betinas graviditet var rigtig god. Men i uge 34 river moderkagen sig løs, så hun kom akut på hospitalet. Vi bor i Nykøbing Falster, og på det tidspunkt arbejdede jeg i København. Så der stod jeg på arbejdet i København, og fik så et opkald omkring at hun var på vej til skadestuen. Da hun så var kommet derud ringer jordemoderen og siger at det er nu, og at det bliver et akut kejsersnit. Der var klokken 19.15. Jeg spørger lavpraktisk om, hvornår de regner med at det er overstået. Og der svarer hun, at de regnede med, at barnet ville være ude inden klokken 20. Jeg svarer fint, jeg regner med at være der ved 21-tiden. Jeg kan simpelthen ikke nå at være der før. Så jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne, og tog afsted. Jeg havde ikke nogen bil selv, så jeg tog toget til Køge og fik en kammerat til at komme og hente mig der. På vejen derned, lige inden jeg når sygehuset, så ringer Betina til mig, og siger at jeg har fået en lille pige. Det var meget fedt at få at vide lige der, og en stor overraskelse. Nu var jeg blevet far. Aya er vores første og eneste barn. Men da jeg kommer til sygehuset, var det meget ambivalent, da Betina lå på intensiv under opvågning, og Aya var blevet rykket til børneafdelingen med det samme, så de var skilt ad. Jeg vælger så at tage til Betina først, for at se hvordan hun har det, hvor jeg snakker med hende i fem minutter inden jeg går videre, for der skal Betina også rykkes alligevel. Så jeg bliver fulgt op på ambulatoriet, op til Aya, og Betina kommer så lige 10 minutter efter mig.

Indlæggelsestiden
Den første nat lå Aya i c-pap, og der lå hun på en anden stue ens os. Så vi var ikke samlet om natten. Betina fik lige lov til at holde hende, og så blev vi skilt ad igen. Dagen efter kom Aya ud af c-pap’en, og vi blev samlet som familie. Hun nåede kun at ligge med den i ca. 30 timer. Hele det forløb med c-pap’en er meget mærkeligt når man ikke ved noget, man er overhovedet ikke forberedt på hvad det betyder at få et for tidligt født barn. Specielt mig, jeg var skide bange for hvad der skulle ske med hende. Jeg vidste ikke hvor alvorligt det var, eller hvad det betyder. Men hun røg så heldigvis relativt hurtigt ud af c-pap’en, og det betød jo at hun kunne trække vejret selv. Det var en kæmpe sejr, rent følelsesmæssigt.
Så startede der ellers en rutine med, at hun skulle have sondemad hver anden time. Hun lå hos enten far eller mor og fik det. Det varede i 3 uger, og gjaldt også om natten, hvor vi så var oppe hver anden time. Det er noget der trækker kræfter, og følelser og får alt muligt frem i en, for man får bare ikke en fuld nattesøvn. Jeg holdt kun en uges barsel, så jeg skulle gøre det hele mens jeg også skulle arbejde. Jeg fik ikke ekstra barsel, fordi det ikke var mig der var indlagt med hende, men moren. Som far havde jeg kun de to ugers fædreorlov. Der fik jeg lov til at rykke den ene uge, så jeg kunne have den i forbindelse med at hun blev udskrevet igen. Så vi kunne have en uge sammen, hvor vi kunne finde en hverdag igen.
Herudover skulle jeg passe hjemmet også. Nu var vi ikke så meget hjemme, men jeg skulle lige hjem og hente tøj engang imellem til Betina og mig selv. Men efter de første 10 dage fik Betina også lov til at køre, så når jeg havde fri, så kørte hun et par timer, fordi hun var ved at få hospitalskuller. Og qua at Aya fik sondemad, var der ikke noget problem i at det var mig. Så kunne jeg ligge ude på sygehuset, og være sammen med hende nogle timer ad gangen. Og så kunne Betina komme lidt hjem, pakke sit eget tøj og gå en tur, være lidt for sig selv. Så vi prøvede at afløse hinanden lidt, og give hinanden nogle pauser. Eller det vil sige, jeg havde mest mine pauser under transporten til og fra arbejdet. Jeg tog meget dagene som de kom. Jeg skyndte mig på arbejdet, og skyndte mig hjem igen. Jeg havde heldigvis nogle medarbejdere der var meget forstående ift. situationen, de hjalp mig meget, så jeg hurtigt kunne komme hjem igen. Så jeg havde ikke så lange dage. Men trods det, så er man bange, man ved ikke hvad der foregår. Man er nybagt far, og der er altid nogle frustrationer.

Savnede information fra hospitalet om mulige senfølger og skånebehov
For mig fyldte det en del, at hun var født for tidligt. Jeg var slet ikke klar over, hvad det betød. Personalet prøvede at snakke med os om det, men i bagklogskabens lys synes jeg ikke, de gjorde det godt nok ift. at forberede os på de ting, vi har været udfordret med senere hen. Det er meget med isolering når de er for tidligt fødte, det første stykke tid. Det var de ikke så strikse med hos os, og jeg tror ikke at vi forstod hvad det betød, hvis vi ikke gjorde det. Men jeg kunne også forstå på dem dengang at det også var svært at vide hvor meget man skal gøre det, fordi man ikke har decideret videnskabeligt dokumentation for skadelige effekter hvis man ikke tager de hensyn. Og så var det bare rigtigt svært, for vi havde også fire bedsteforældre, nogle onkler og tanter og sådan, som gerne ville møde deres barnebarn og niece. Hvilket jo sætter et pres. Og man er i en situation, hvor det kan være svært at finde ud af at forklare, at det skal de ikke lige nu. Det her med at forklare andre, hvilke hensyn der skal tages til et for tidligt født barn, det er svært. Og selv den dag i dag har jeg svært ved det. For hver gang de ser hende, er hun bare glad og i godt humør. De ser ikke bagefter, at hun faktisk reagerer rigtigt hårdt på det. Når de ikke kan se det, så er det bare svært at forklare. Det døjer vi stadigt med. Nu er hun blevet det større, men vi kan stadigt mærke det på hende når vi har været til en familiefest med mange mennesker, børn og lyde. Hun er også lige begyndt til gymnastik. Det tager også hårdt på hende, til trods for at det bare er en time. Hun er 19 måneder, korrigeret 17. Hun fylder 2 år til januar. Der er altså nogle udfordringer, som vi ikke synes hospitalet har forberedt os på kunne komme. Vi har hele tiden vidst, at der kunne komme en reaktion, men ikke hvilken. Og det kunne de heller ikke fortælle os. De vidste det heller ikke. Og igen, vi føler at hun reagerer hårdt. Det kan også være at hun ikke gør det ift. andre for tidligt fødte børn. Men har det noget at gøre med, at vi ikke fik hende isoleret nok, da hun var mindre, eller lige da hun blev født? Er det vores skyld, eller er det mon bare sådan hun er? Det er sådan en tanke, jeg godt kan gå rundt med, og være nervøs for. Er det mon derfor? Skulle vi have pakket hende mere ind i vat, og ikke tilladt besøg på hospitalet? Betina har endnu sværere ved at sige fra overfor andre, end mig. Hvis vi fx sidder til en fødselsdag, så er hun ikke altid så god til at sige at Aya lige trænger til en pause. Der tager jeg hende bare og går lidt ud med hende, når jeg kan se hun har brug for det. Hendes behov er jo klart det vigtigste. Men når man så har en stor familie, der sidder og kigger skævt på en og spørger, hvorfor må Aya ikke det, hvorfor må vi ikke det med hende, det må vi da med alle de andre børn i familien. Så er det svært at forklare det. Når vi prøver, vender de nærmest det hvide ud af øjnene, og kalder os for curling forældre. Det er fint nok med mig, for jeg er i bund og grund lige glad med hvad folk tænker. Det er sværere for min bedre halvdel, der så gerne vil gøre alle tilfredse, bare lige pånær sig selv.

Svært med tilliden til andre
Vi har haft store problemer med at få Aya til at have tillid til andre. Et godt eksempel er, at når jeg har været nede ved mine forældre med hende, altså hos hendes farmor og farfar, så sidder hun og kryber sig helt ind til mig, helt genert og lidt bange. Det kan hun gøre en halv time, indtil hun begynder at åbne lidt op. Det er sådan en situation, hvor jeg tænker, at det er altså ikke helt normalt for børn i hendes alder. Der var hun altså halvandet år gammel. Og havde mødt dem mange gange. Det er en af de ting, jeg forbinder med at hun er for tidligt født, at der er noget tillid der mangler. Jeg ved ikke om jeg bliver bange, men jeg bliver i hvert fald beskyttende overfor hende. Hun får lov til bare at være sig selv, og inde i mig hvis man kan sige det sådan. Hun får lov til at sidde helt oppe. Det er som om hun prøver at kravle ind i mig, så voldsomt er det. Og der får hun bare lov til at gemme sig. Men nu har hun bare gjort det så mange gange, at nu har jeg fundet nogle rutiner der hjælper på det. Hvis jeg kommer et sted, og hun begynder på det der, hvis jeg så trækker mig helt væk i et andet rum, så stopper hun ligesom, hvis vi kan lege lidt. Og så kan vi gå ind til de andre igen. Så der prøver jeg at mærke hendes grænser.
At hun har svært ved tilliden skyldes nok ikke alene hendes for tidlige fødsel. For da hun var et halvt år gammel, blev hun alvorligt syg. Jeg tror det var der hun rigtigt mistede tilliden til andre mennesker. Specielt kvinder, fordi vi lå på sygehuset i 17 dage tror jeg, hvor hver gang der kom en kvinde ind med en kittel, blev hun bange. Og det var der ikke noget at sige til, for hun fik taget mange blodprøver, hun fik lagt drop og en række ting, der ikke var så sjovt. Og der gik faktisk lang tid derefter, hvor det kun var mænd hun ville være hos, og særligt sin far. Så vi to har stadigt et særligt bånd i dag, føler jeg. Vi er gode til at lege, og at være os. Men hun elsker også sin morfar. Han kan komme ind ad døren, og så står hun og flirter med ham indtil han siger; ”kom lige herop til mig”, og så kan vi simpelthen ikke få hende igen. Så der er jo også mange positive ting ved sådan en lille pige.

Parforholdet under pres: indlæggelser og begrænset par-tid
Vi har lært hinanden betydeligt bedre at kende i de pressede situationer. Specielt i sygehusperioden, der blev vi virkeligt presset til det yderste. Jeg skulle på arbejde hver dag, og blev vækket hver 2. time for at give mad. Betina havde hospitalskuller, samtidigt med at hun blev vækket hele døgnet. Da vi var så pressede, snerrede vi en del ad hinanden, men fik også sagt undskyld igen bagefter. Efter vi kom hjem har den største udfordring været den manglende partid. Med Ayas forløb, og sygdom, så er det først indenfor det sidste halvår, at vi har kunnet få hende passet. Så det er også først her at vi helt har fundet hinanden igen, fordi vi får nogle tidspunkter hvor vi kan være lidt alene. Så der er også et savn i det. Vores fokus er ikke på hinanden mere, men på vores datter, fordi det er hende der har behovet for det. Når jeg ser på mine jævnaldrene, der også lige har fået børn, men hvor de er helt normale så at sige – de har fået børnene passet fra starten og har kunnet være mere dem selv. Så der har været nogle særlige udfordringer, i vi ikke har kunnet aflevere hende til andre. Hun havde en lang periode hvor hun ikke ville være hos andre end os. Så det gør da også noget ved en, at man ikke engang kan holde sin kæreste i hånden fordi man har et barn på armen. Så der bliver skabt noget afstand, både fysisk og mentalt.
Nu er vi i gang med at lære, at det er ok at få hende passet engang imellem. Når man har været sammen med hende hver dag i 1,5 år, så føler man også nogle gange at man svigter hende ved at aflevere hende, og gå ud og lave noget selv. Det er en proces vi er ved at lære, men det hjælper os til at komme tættere på hinanden at være lidt alene.

Råd til andre fædre: opsøg andre
Opsøg andre, der rent faktisk har været det igennem. Hvis du står som førstegangsforældre med et for tidligt født barn, så opsøg andre der har været det igennem så de kan fortælle om, hvad der sker. Det er selvfølgeligt forskelligt fra forløb til forløb, men hvis man ikke har nogen der har forståelse for hvad for tidlig fødsel vil sige, så er det svært at vide hvad man skal gøre og foretage sig. Der er meget der handler om tålmodighed med sådan en lille en, synes jeg. Så det med at opsøge andre at snakke med, ville være godt. Jeg har først brugt det ”for sent”. Det viser sig at jeg har en gammel kammerat med tvillinger der er født 8 eller 10 uger for tidligt. Det var lige inden os, så de er nærmest lige gamle. Så vi har kunnet snakke med dem om forløbet efterfølgende. Men jeg tror det ville betyde meget hvis man som par fandt nogen der havde været det igennem, eller læste noget om det i et forum. Jeg kan godt se, at det ville være svært at lave en facitliste, men man kan snakke om at det kræver tålmodighed, for man ved ikke hvordan børnene kommer til at reagere senere hen. Det er den usikkerhed der følger med. Måske får de udfordringer, måske ikke, men der er større sandsynlighed for det, når de er født for tidligt. Og det giver også god mening qua at deres hjerne ikke er helt udviklet når de kommer ud. Det vil næsten være mærkeligt hvis der ikke kom en reaktion på, at graviditeten blev sluttet før tid. Men der er ikke en facitliste over hvornår eller hvordan den reaktion kommer. Man er nødt til at være tålmodig og se hvad der sker. Og i hverdagen generelt, må man være mere tålmodig.