Dette indlæg er en gengivelse af en artikel jeg har skrevet for Dansk Præmaturforening, og som er udgivet i “Livsbladet”, december 2019 udgaven.
Når forældreskabet starter med et traume
Jeg vil derfor fra starten gøre det klart, at jeg ikke tror at man kommer sig over, eller kommer videre fra en traumatisk start på forældreskabet i den forstand, at oplevelsen så holder op med at stå som et traume. Det jeg gerne vil berøre er, hvordan man som forældre kan arbejde med den påvirkning traumet kan have på en.
Det er ikke nødvendigvis alle for tidlige fødsler, der opleves som traumatiske. Det kommer an på en række faktorer, såsom hvor akut fødslen var, forældrenes oplevelse af risikoen for død eller svære handicaps, forældrenes tidligere erfaringer med lignende situationer og deres copingstrategier. Det afgørende er altså ikke hvorvidt det i objektiv forstand har været et højricisi forløb, men om forældrene har oplevet det som sådan. Omkring 30% af mødre til ekstremt for tidligt fødte børn udviser tegn på posttraumatisk stress-syndrom (PTSD) (Elklit, Hartvig & Christiansen, 2007)[1]. Ekstremt for tidlige fødsler vil af de fleste opleves traumatiske, da risikoen for at miste barnet er stor. Men det er altså ikke altid, at en traumatisk start på forældrelivet, giver anledning til så svære symptomer, at det kan karakteriseres som PTSD. Denne artikel henvender sig primært til gruppen derimellem, de der har oplevet at starten på forældreskabet har været traumatisk, men som ikke har haft så voldsom en reaktion at det har udløst psykiatrisk behandling.
Denne gruppe tilhører jeg selv. Min søn blev født i uge 25+0. Eller rettere, han blev taget fra mig i uge 25+0. Det var sådan det føltes. At nogen skar min mave op, og stak af sted med ham, og efterlod mig som en nytteløs, tom beholder.
Selvom der er meget at sige om selve fødslen og indlæggelsestiden, vil jeg spole frem til tiden herefter. Omgivelserne kan her forvente, at nu er alt godt, målet er nået, barnet er kommet hjem og er tilsyneladende sundt og raskt. Mange forældre bliver her ”sluppet”, der er ikke længere sygeplejersker der holder øje med hvordan de håndterer situationen. Og der er ikke alle steder andre, der tager over ift. forældreomsorgen. Sundhedsplejerskerne er inde over både børn og forældre efter hjemkomsten, men ikke alle har viden om hvor meget forældrene kan være påvirkede af situationen efter udskrivelsen, eller hvordan deres reaktioner kan håndteres. Dette faktum har gjort, at jeg nu selv har startet et tilbud til forældre, efter de er kommet hjem fra hospitalet. Det vil jeg vende tilbage til efter at jeg har beskrevet nogle af de udfordringer, man kan opleve efter hjemkomsten. Jeg kan ikke her afdække hele feltet, men vil vælge to områder ud, som jeg finder centrale. Beskrivelsen vil bygge på en blanding af mine egne erfaringer og psykologisk teori.
Beskyttertrang – og skyld
En af mine helt store frustrationer på hospitalet var, at jeg udmærket var klar over hvilke betingelser der gav min søn de bedste udviklingsmuligheder. Udover hudkontakt, var det RO. Jeg var smerteligt bevidst om, hvordan alarmerne, trafikken på stuen og de indgreb han måtte igennem, stressede ham. Derfor var en af de helt store lettelser ved at komme hjem, at jeg nu endeligt selv kunne skabe det rette miljø for ham. Jeg kan huske, hvordan jeg så på ham og gentog igen og igen, ”nu kan jeg passe rigtigt på dig”. Derfor slog det også ekstra hårdt, når jeg lige pludseligt blev i tvivl om, hvorvidt jeg nu også gjorde det. Som da jeg tog et hurtigt smut i et byggemarked (med ham gemt i viklen, bevares), hvor lyset pludseligt skar voldsomt i mine øjne og baggrundsmusikken tordnede for mine ører, og jeg nærmest hallucionerende så små lysende bakterier i luften. Det gav et voldsomt sug i maven, og nærmest opkastfornemmelse i mig idet konklusionen stod klar – jeg passede ikke godt nok på ham. Værst var det i situationer, hvor jeg havde taget en risiko fordi jeg følte det anmassende at gøre andet, som hvis jeg ikke før et besøg have tjekket grundigt om nogen måtte være syge eller lignende. Så var det min skyld at han blev udsat for smitte, og jeg gjorde det endda med fuldt overlæg. De situationer var nærmest ikke til at bære.
Beskyttertrangen er en helt naturlig del af det, at være forældre. Den er biologisk betinget (Bowlby, 1982[2]). Men kendetegnende for forældre til for tidligt fødte er netop, at de har haft oplevelsen af ikke at kunne beskytte deres barn, hvilket kan give anledning til både magtesløshed, skyld og dårlig forælder-selvtillid. Mange forældre kan få lyst til at kompensere barnet for ikke at have beskyttet det godt nok, og for tidligt fødte børn kan også have særligt behov for ekstra nærhed, omsorg og tryghed (Jepsen, 2004). De behov kan mødes i fx samsovning, vikling eller anden form for nærkontakt, som kan fremme helingsprocessen af de sår, der opstod i den alt for tidlige adskillelse. I nærkontakten bliver både barn og forældre styrket i båndet til hinanden, og deres overaktive stress-system beroliges (Feldman, 2004)[3]. Det kan være med til at lindre skylden, og fremme fornemmelsen af at kunne passe på sit barn.
Men man kan som forældre ikke altid beskytte sit barn. Når barnet vokser og får mere kontakt med verdenen udenfor hjemmet, kan det ikke undgå at støde på smitte. Og på et tidspunkt opstår der behov for, at barnet kan passes af andre, hvor man som forældre mister kontrol ift. at beskytte barnet. Det kan være en ubehagelig proces for forældrene, både det at skulle udholde barnets sygdom hvis det bliver smittet, men også at udholde adskillelsen og det ubehag barnet måtte udtrykke herved, når det skal passes. Med tiden lærer man, hvad ens barn kan holde til, hvad man skal beskytte dem fra, og hvornår det er tid til at skubbe lidt på. Men som forælder kan man have brug for hjælp til, at udholde at udsætte sit barn for ubehag, og håndtere den skyld det kan give anledning til. Det kan være afgørende for at skylden ikke skal blive til en nagende skam, at forælderen støttes i at opbygge troen på, at de ikke kunne have forhindret den tidlige fødsel, og at de har gjort det bedste de kunne for deres børn. Samt at ubehag er en uundgåelig del af livet, hvor det er en vigtig udviklingsmilepæl at børnene lærer at udholde en vis grad af frustration.
Frygten for at miste
Når man har været i en situation, hvor man har troet at ens barn kunne dø, sætter det sig ofte i kroppen i form af en overaktiv stress-respons (Holditch-Davis et al.[4]). Det betyder at tegn, der minder om traumet, kan sætte kroppen i alarmberedskab. Der er så at sige en direkte rute fra sanseindtrykket, der er forbundet med traumet, til den kropslige alarm, som ikke venter på en videre analyse af situationen. Dette er en overlevelsesmekanisme af afgørende betydning; har vi oplevet noget livsfarligt er det vigtigt at kunne reagere hurtigt i lignende situationer. Men for forældre til for tidligt fødte, kan det blive en belastning når den biologiske alarm udløses af mindre hændelser.
For mig selv er det svært at føle, at jeg egentlig er i god balance, og så alligevel opleve at jeg på et splitsekund kan blive bragt så meget ud af fatning at jeg knapt kan genkende mig selv. Jeg husker særligt en aften min søn lød besværet på sin vejrtrækning. Ikke meget, men der var en lille mislyd. Inden i mig svingede jeg mellem en voldsom angst for, at han skulle holde op med at trække vejret på den ene side, og på den anden side en selvbebrejdende tanke om, at jeg kørte sådan en lille ting så voldsomt op, og nu skulle jeg tage mig sammen. Min mand tog det helt roligt, og lagde sig til at sove. Så der sad jeg alene i mørket og græd min afmagt, angst og selvbebrejdelse ud. Imens sov vores lille søn trygt og godt. Jeg følte mig så ensom, så forkert og helt igennem ude af stand til at få mig selv videre. Først efter flere timers intensiv lytning til vejrtrækningen blev jeg overbevist om, at den var helt normal. Med tiden, og de gentagne nye erfaringer af at han godt kan komme igennem selv større forkølelser, er det gået bedre med angsten. Det er som psykolog Lisbeth Gath (2012)[5] skriver, en lettelse når nutiden bliver mere fri af fortiden, og forskellen mellem dengang og nu bliver tydeligere. Udover at nye erfaringer kan virke følelsesmæssigt korrigerende, så man som forælder begynder at blive mere positiv i sine forventninger til udfaldet af sygdom fx, så betyder det også noget at det oprindelige traume er blevet gennemarbejdet så det ikke så let trænger sig på i nye situationer. Det er altså vigtigt at tage hånd om sin angst, og arbejde med den – men det er også vigtigt at den bliver anerkendt og taget alvorlig af såvel en selv, som ens omgangskreds. Har man haft den værste angst helt ind i livet, så slipper den ikke sit tag lige med et.
Et tilbud til forældre til præmature børn
Forældreskabet til for tidligt fødte børn vil ofte blive ved med at være anderledes. Som skitseret kan traumet i sig selv påvirke måden, man er forældre på, og barnets særlige behov kan gøre at forældrestilen må tilpasses disse. Det kan være svært og ensomt at skille sig ud, og ikke alle møder stor forståelse fra deres omgangskreds. Det har derfor ligget mig meget på sinde at støtte andre forældre til for tidligt fødte. Derfor har jeg startet min egen psykologpraksis i Silkeborg, hvor jeg tilbyder individuelle samtaler til forældre, ligesom jeg gerne afholder online sessioner eller tager på hjemmebesøg. Det er desuden drømmen at starte forældregrupper op, hvor deltagerne kan spejle sig i hinandens historier, og finde styrke og inspiration til det særlige præmature forældreskab. Sidder du som læser og har ideer til andre tiltag, der kunne være en hjælp til forældre til for tidligt fødte efter hjemkomsten fra hospitalet, må du meget gerne kontakte mig på mail, kontakt@psykologrebeccathomsen.dk.
[1] https://link.springer.com/article/10.1007/s10880-007-9077-4
[2] Bowlby, J. (1982). Attachment and loss: Retrospect and prospect. American Journal of Orthopsychiatry, 52(4), 664-678.
http://dx.doi.org/10.1111/j.1939-0025.1982.tb01456.x
[3] Mother-Infant Skin-to-Skin Contact (Kangaroo Care): Theoretical, Clinical, and Empirical Aspects Feldman, Ruth PhD, 2004
[4] Posttraumatic Stress Symptoms in Mothers of Premature Infants, Diane Holditch‐Davis, T. Robin Bartlett , Andrea L. Blickman, Margaret, Shandor Miles First published: 09 March 2006
[5] I bogen, At føde for tidligt – 13 mødre og en psykolog fortæller om at føde for tidligt
No responses yet