Davids historie om at blive FAR til tvillingerne Mie og Jonas, født i uge 26+4

For David blev det at blive far til sine for tidligt fødte tvillinger ligesom et spejl på, hvordan han selv som for tidligt født har oplevet verden. Davids historie er også en påmindelse om, hvor vigtigt det er at få hjælp til at bearbejdet sine oplevelser på hospitalet, både for sin egen og parforholdets skyld – og konsekvenserne af det, når den hjælp ikke er tilgængelig.

Tvillingegraviditet
Historien startede med, at vi for sjov havde joket med, at hvis vi skulle have børn, så blev det nok tvillinger, for det var der i begge familier. Det havde på begge sider sprunget en generation over som de siger det skal. Så var min nu eks-kæreste lidt i tvivl om, om hun overhovedet kunne blive gravid. Derfor fik vi sat en undersøgelse i gang, om vi kunne det, om hun producerede æg og sådan. Vi nåede ikke langt i undersøgelserne før hun blev gravid. Det viste sig så at det rigtigt nok var tvillinger. Da hun kom til 13 ugers scanningen, kunne jordemoderen se, at hendes livmoderhals var rimeligt kort, og hun blev sygemeldt. Da hun nåede til uge 20, var hun begyndt at åbne sig, og hun fik lagt en cerclage der snører livmoderhalsen sammen, for at se om graviditeten kunne reddes. Og i uge 24 gav de også lungemodnende medicin til børnene.

Kejsersnittet
I uge 26+2 var hun til undersøgelse igen, og det blev opdaget at hun havde åbnet sig. Hun blev så indlagt, og fødte natten efter ved akut kejsersnit, med to minutters mellemrum, uge 26+4, d. 30.nov. Den lungemodnende medicin var nok det, der reddede tvillingerne. Jeg var sådan set rimeligt glad da jeg så den første, Jonas, komme ud, fordi han lignede faktisk en rigtig baby. Man vidste jo ikke hvad man skulle forvente når det var så tidligt. Han trak selv vejret til at starte med. Da lillesøster kom, kunne jeg se at hun var mindre. Det var svært for mig. Der var jeg lige nede at sidde en tur, for ikke at falde om. Jeg fik lidt et chok. Mie vejede 875g, og Jonas vejede 960g. Det var en rimeligt turbulent situation, for lægerne kørte hurtigt børnene over på præmaturafdelingen, men moren kunne jo ikke bevæge sig og lå inde på fødeafdelingen. Generelt føltes det som at få en mavepuster, at de lige pludseligt var der. Vi var slet ikke forberedte, og havde ikke købt noget babyudstyr, fundet på navne eller noget.

Indlæggelsestiden: praktiske udfordringer og frygten for at miste
Efter et døgn mente de første gang at min ekskone skulle udskrives, men der kunne hun ikke engang stå på sine ben. Vi blev så heldigvis indkvarteret på TRYG-fondens familiehus. Jeg rendte frem og tilbage hele tiden, fordi jeg jo ville være både det ene og det andet sted. Og hun kunne ikke noget, så jeg fik aftalt med en portør, at hun skulle køres over for at se børnene. Men hun kunne ikke holde til hverken at sidde, eller noget som helst. Med tiden blev det bedre, vi kunne begge være hos børnene, og så kunne vi om aftenen trække os lidt væk fra det, se en film, snakke, få en ordentlig nats søvn, og så vende tilbage. Der var nogen der lå ovre på sygehuset hele tiden, og der kunne vi godt se, at det var ikke nemmere for dem i hvert fald. Rent praktisk var det en speciel situation, jeg havde sagt mit arbejde op, inden tvillingerne blev født, og skulle starte på et nyt arbejde den 5. januar. Så jeg ringede til mit gamle arbejde og spurgte, om de ville søge orlov til mig, eller om jeg måtte holde nu, og så ikke komme mere. De søgte så orlov til mig, og supplerede op til fuld løn. Det var rigtigt flot, eftersom jeg havde sagt op.

Børnene havde det for så vidt godt efter de blev født. De fik hjælp til at trække vejret, og lå i kuvøse med varme, og apparater og andet udstyr på. I starten var det rigtigt svært, fordi der var en usikkerhed om, om vi overhovedet ville få nogen med hjem eller ej. Vi bad om at få en samtale med en læge, og han kunne godt mærke hvad vi ville. Og han sagde så, hvis I vil have mig til at give jer en garanti for at I får to børn med hjem, så gør I det. Men hvordan og hvorledes de kommer til at udvikle sig, kunne han ikke sige noget om, men indtil videre så de sunde og raske ud. De manglede bare tid, sagde han. Det havde vi svært ved at forholde os til, det at ”de er bare små”, det blev de ved med at sige. Men det gik mere op for os jo længere tid vi var der, hvad det betød. For der kunne vi jo se, at der kom børn der blev kørt ind på afdelingen, for at blive kørt ud igen et par timer efter, hvor de så var døde. Det var rigtigt hårdt at se. Vores børn fejlede ikke noget, udover lidt navle- og lyskebrok, men der var ikke noget med tarme, hjerte, lunger eller noget ellers. Så de var små, men rimeligt raske i øvrigt. Alligevel var det en hård tid, og vi blev begge tilbudt psykologhjælp, som vi takkede ja til. Men så kom de et par timer efter og sagde, at de havde fundet ud af at psykologen havde sagt op, så der var ikke nogen at snakke med. Og det samme gentog sig faktisk i Herning. Der var ingen hjælp at få, overhovedet. Så det var en sej omgang.

Overflytning til Herning
Vi lå på Skejby indtil dagen før nytårsaften, hvor vi så blev flyttet til Herning, og så lå vi i Herning indtil termin i marts. Så det var 13 uger i alt at de var på hospitalet. Den 5. januar startede jeg på det nye arbejde. Jeg var så på sygehuset hver eftermiddag, aften og nat. For mig var det godt at jeg startede på det nye arbejde, så jeg kom væk i løbet af dagen. Og jeg tror faktisk også at det var godt for hende, selvom hun ikke ville være ved det på daværende tidspunkt, for om dagen var jeg lidt i vejen synes jeg selv, på sygehuset, for det hele er jo centreret om moderen. Jeg kom så også hver eftermiddag tilbage på sygehuset med et friskt pust ind i hendes trommerum i de måneder der.

Det særlige faderbånd der blev muliggjort af den for tidlige fødsel
Det er jo ofte sådan, at børn har den stærkeste tilknytning til moderen fordi hun ammer dem, og at der derigennem opstår et særligt moderbånd. I vores forløb har jeg følt, at jeg grundet omstændighederne har fået et lignende bånd med børnene, fx ift. at kunne trøste dem. Jeg var jo i starten næsten ligeså meget sammen med tvillingerne som deres mor, og pigen Mie var ikke stærk nok til, at kunne tage bryst, så hun fik flaske. Og det var meget frustrerende for deres mor at nå til at det måtte være sådan. Jeg prøvede at sige til hende, at det ikke gjorde noget, og at det også var nemmere for hende, at give den ene flaske og den anden bryst, for det er ikke så nemt at give dem begge bryst samtidigt. Og det var jo stadigt modermælk Mie fik, for moren malkede ud til hende, så der var ikke noget hun gik glip af. Men det gjorde jo, at jeg nemmere kunne hjælpe. Vi lå hver dag, to gange om dagen, hud mod hud med børnene. Så jeg følte at jeg fik den samme tilknytning til dem som helt små. De lugtede og følte fornemmelsen af at være tæt på mig, ligesom de gjorde med deres mor. Det er jeg rigtigt glad for, hvis man skal se det positive i det.

Hjemkomsten med børnene
Dengang vi så kom hjem med børnene efter 13 uger, var det lidt specielt, for der var der ingen af os der havde sovet hjemme i 13 uger, vi havde været i det sygehussjov så længe.
I det første lange stykke tid efter hjemkomsten, lagde jeg ikke særligt meget mærke til min egen reaktion på forløbet, fordi jeg bare var midt i alt det praktiske der skete. Jeg gjorde bare det der skulle gøres og så tænkte jeg ikke mere over det. Men hver gang der har været noget, der har mindet om indlæggelsestiden, fx hvis der er noget i fjernsynet med for tidligt fødte, så skal jeg ikke se mere end 2 sekunder af det før jeg kan begynde at græde over det. Sådan havde jeg det både dengang med også nu, og jeg ved at det samme gælder for moderen. Det er et meget følsomt punkt. Moren kom til at tænke over det hele, og brød først helt sammen, da situationen blev lidt lettere, og hun skulle til at starte på arbejde. Generelt var det svært for hende at komme tilbage til sit glade og sociale liv, hun følte ikke at hun kunne tage hjemmefra. Så det at vi begge bar rundt på svære ubearbejdede følelser, og at vi hverken rigtigt havde alene tid hver for sig eller sammen, var nok medvirkende til at vi endte med at gå fra hinanden for ca. 1,5 år siden. Så det har været svært for os begge, det havde nok været godt for os at have nogen at snakke med i starten.

Tvillingernes opstart i pasning, og deres særlige relation
Tiden for at børnene skulle starte i pasning, trak vi lidt længere end normalt. Vi var enige om, at dagpleje for os føltes som en mere naturlig overgang fra forældrene til pasning. Det ville være mere hjemligt i forhold til en vuggestue. Så kunne de så gå derfra til børnehave. Hvis muligheden for dagpleje ikke havde været der fra kommunal side, ville vi til en hver tid vælge en privat dagpleje. Ikke for at sige at vuggestue er noget dårligt, men for os var det en bedre ting at tage overgangen i trin. Der har ikke været problemer med at få dem kørt ind i dagplejen. De har ikke været mere syge end andre børn. Jonas har været inde at blive opereret for brok et par gange, og de har begge haft lungebetændelse, hvor Jonas blev indlagt og Mie bare fik penicillin. Men altså ellers går der et halvt år til et år mellem at de har sygedage, og de bliver ikke beskyttet på særlige måde ift. de andre de går med. De er også stadigt små af deres alder, men hovederne fejler slet ingenting. De er begge spinkle, men spiser godt og virker sunde og raske. Og man kunne mærke på dem, inden de startede i børnehave at de var klar til det. Lige inden overgangen var der i dagplejen et ældre barn der holdt, og så var de pludseligt de ældste, og så kom der nogle helt små børn ind ved dagplejemoren. Og der kunne vi godt mærke, at nu skete der faktisk for lidt. Når de kom hjem, virkede det som om, det var blevet kedeligere. De første 3 uger i børnehave snorksov de på vej hjem så snart man var kommet ud af gårdspladsen i børnehaven, men de var glade for at skulle afsted, og der var ikke noget.
Det har nok også betyder noget at de har haft hinanden i processen. De er meget afhængige af hinanden. De sover stadigt i samme rum, i hver deres seng. De skal helst vide hvor hinanden er hele tiden. Det har været næsten helt sygeligt med Jonas. Og vi har ikke kunnet finde ud af om det var et beskyttergen, eller om det var fordi at han simpelthen ikke kunne undvære Mie. Hvis han ikke kunne se hende, var det helt galt. De går på samme stue i børnehaven, men det er blevet meget bedre, nu kan en af dem godt være ude at lege mens den anden er inde. De skal dog stadigt vide hvor hinanden er, og vil gerne det samme sammen. Men det ser jeg heller ikke som noget dårligt, overhovedet. Det er bare dejligt de har et bånd. De kan stå og skændes, og hive hinanden i håret, og så to sekunder efter står de inde på stuegulvet og giver hinanden knusere. Selvom de er to meget forskellige personligheder, de er lige så forskellige som dag og nat, så kan de alligevel ikke undvære hinanden. Da Jonas var indlagt med lungebetændelse i 3 dage, var det faktisk rigtigt skidt for dem begge to. Hun spurgte efter ham hele tiden, og han spurgte efter hende. Det første hun gjorde da hun kom op på sygehuset til ham, var at lægge sig på sengen ved siden af ham. Da de kom hjem fra sygehuset, gik de ind på værelset og sad ved siden af hinanden, de kiggede ikke på hinanden, men sad med ryggen mod hinanden og legede. Bare det at mærke hinanden tror jeg var vigtigt for dem. Så de er meget afhængige af hinanden.

En genkendelse og forståelse af tvillingernes udfordringer
Jeg er selv født for tidligt, og har altid følt at der var noget folk ikke forstod, og som jeg selv ikke forstod. Mange af de ting man blev obs på ved selv at få nogle børn der er for tidligt født, gjorde det tydeligere for mig hvordan jeg også selv har haft det. Det er både ift. At være sensitiv, gerne at ville have tingene fuldstændigt skemalagt og sådan. Min søn er ikke så glad for store forsamlinger. Disse udfordringer har jeg også haft hele mit liv, og jeg synes at jeg kan sætte mig helt anderledes ind i deres sted. Selvfølgelig skal jeg ikke bare holde ham fra store forsamlinger, men jeg forstår hvorfor han reagerer. Og han vil også gerne være der, men han trækker sig selv tilbage og det er jo flot at han kan det når han ikke er ældre. Det startede han allerede med da han var 2/2,5, så satte han sig bare over i et hjørne og kiggede. Men han ville ikke væk derfra, han havde bare brug for at trække sig lidt. Og sådan har jeg også selv haft det, hele mit liv. Jeg kan jo godt se, at nogle af de ting som jeg har kæmpet med, men har lært at kapere, og som mine børn også har, det er der også nogen født til tiden der har. Det behøver altså ikke at være fordi, at de er født meget før tid ift. at være født lidt før tid. Så jeg føler at vi har været heldige, at der ikke har været flere udfordringer for børnene.

Plads til forbedringerne på sygehusene
Manglende psykologhjælp
Det er i mine øjne under al kritik, at der ikke er mere styr på tilbuddet om psykologhjælp i sundhedsvæsenet. Nogle få timer ville være godt givet ud, frem for at der går et hele år før man kommer i gang. Det er helt galt, at man ikke har styr på psykologhjælp, eller andre man kan snakke med på sygehusene. I mine øjne er det lige så vigtigt som at der er en god læge, det skal prioriteres højere. Jeg skal heller ikke kunne sige at det var det, men hvis vi nu havde fået hjælp til at starte med, og ikke begge to havde haft noget at skulle kæmpe med indeni, så kunne det også være at vi stadigt var sammen den dag i dag. Det ved man jo ikke. Især moren havde brug for det, hun blev ved med at bebrejde sig selv, og føle at det var hendes skyld. Det hjalp ikke hvad jeg sagde, og at jeg prøvede at forklare hende, at hun ikke kunne gøre noget, og at hun skulle prøve at kigge på vores to sunde og raske børn. Og jeg tror at mange børnefamilier som står i den situation, jamen selv om de ved de har brug for en psykolog, så kan det være at mange vælger det fra af økonomiske eller praktiske årsager hvis det ikke er et gratis tilbud på sygehuset. Og det kan have konsekvenser på sigt.

Manglende ensretning mellem sygehusene
Og så oplever man jo generelt sygehusvæsenet indefra, når man er der så meget. Det personale der er der, gør selvfølgeligt alt for at man har det godt, og gør et rigtigt stort stykke arbejde. Men vi oplevede at der var en vanvittig stor forskel bare mellem Skejby og Herning. Der er ikke langt kilometermæssigt, men det er nogle helt andre procedurer og måder at køre tingene på. Børnene skulle trappes ud af afføringsmiddel og vitaminer ved skiftet, for det var ikke de samme lægemidler de kørte med. I mine øjne er det jo helt vanvittigt at man ikke har sådan noget udlignet. Vi oplevede også efter vi kom til Herning, at hver gang der var noget galt med børnene, så kunne vi se på dem at de var i tvivl, og så ringede de til Skejby. Det var utrygt, vi følte os meget mere trygge i Skejby. For i Herning var der lige pludseligt en læge der løb på gangen, og nogen der skulle rende ud og hente nogle andre og lignende situationer. I Skejby var de gearet til præmatur børn på en helt anden måde, de tog det helt roligt. Der følte man virkeligt, at de havde styr på det, og at man var i trygge hænder. Der var også nogle i Herning der var dygtige, og som havde arbejdet i feltet i mange år, men det virkede altså generelt ikke lige så professionelt. Men det kan jeg høre, at det er jo galt mange andre steder også, at når børnene bliver flyttet fra et sygehus til et andet så er det helt nye procedure og medicintyper. I min verden hvor der er snak om at sundhedsvæsenet bruger for mange penge, så er det nogle helt forkerte steder de bruger krudtet. De skal have det hele meget mere ensrettet, og have meget mere styr på det.

Manglende information om fædres muligheder
Og sidst men ikke mindst synes jeg, at der er for lidt fokus på farens muligheder på sygehusene. Nu er jeg med i en gruppe på Facebook for tvillingefædre, og på dansk præmaturforenings Facebook side. Og man kan bare se igen og igen, at mænd på sygehusene det første døgn simpelthen mangler information om, hvad de har af muligheder for at få lov til at blive der, og hvad der er af muligheder for hjælp. Det er kampe man selv må tage. Nu er jeg stædigt anlagt og vant til at kæmpe lidt for tingene. Så når jeg ringer til nogen, der ikke kan hjælpe mig, så prøver jeg en anden vej ind. Og det kunne jeg jo se, at det var ikke lige til, da vi var indlagte. Jeg anede jo ingenting da de lige var blevet født, så jeg ringede til mit arbejde og sagde, at jeg ikke kommer den første uge. På sygehuset var der ingen der kunne fortælle noget om hvad jeg skulle gøre, men en i familien kendte til paragraf 26, og så begyndte jeg at søge på det, og spurgte så mit arbejde om det var muligt. Det er nogle åndssvage praktiske ting der bare fylder meget i situationen, og som man gerne ville være foruden. Og jeg kan jo se at fædre skriver et døgns tid efter fødslen på Facebook, og er helt ude af den, fordi deres arbejde ikke vil give den fri, og de ingenting kan gøre. Og de står i fuldstændig samme situation, at der ikke er nogen der hjælper dem. I mange tilfælde er fædrene jo heller ikke klar over, at de ikke skal holde barsel før børnene er udskrevet. Mange bruger barslen til at starte med, og så har de den ikke bagefter. Jeg ved også at folk bliver kastet ud i det, men det kunne også hjælpe mange mennesker hvis der var nogen på sygehuset der kunne fortælle om mulighederne, nogle foldere der gjorde opmærksom på det eller andet. Det er jo ikke nok med at man er utryg og bange for ikke at få sine børn med hjem, og bekymret for ens samlever der ligger der og ikke kan rejse sig. Og så udover det, så skal du også have styr på alt det andet, for du skal også kunne brødføde din familie og dermed opføre dig ordentligt overfor dit arbejde, men du ved ikke hvad du skal. Det kan gøres bedre.

Råd til andre forældre
Til slut vil jeg sige til andre forældre, at det er vigtigt engang imellem at komme afsted som par, uden børn, og gøre et eller andet, andet, end daglig rutine. Det kan hurtigt tippe over hvis man ikke gør det, og så kan det være svært at vende tilbage igen, og få holdt gnisten.