Kims historie om at blive FAR til Karoline i uge 26+0

Dette er historien om, hvordan Kim bliver far til Karoline i uge 26. Hun får en større hjerneblødning, som heldigvis går i sig selv igen. Hjemme på THO holder Karoline pludseligt op med at trække vejret igen, men Kim får vejrtrækningen i gang med kunstigt åndedræt. Det er en fortælling om op og nedture, og hvad man som far kan klare når man er nødt til det.

Indledning
Jeg blev far igen, i februar 2019. Også denne gang til en pige.
Karoline blev født i uge 26+0, altså 14 uger før planlagt.
Lidt om mig/os: Jeg er 50 år, far til nu 3 skønne piger (9 mdr., 24 år og 27 år), og er gift med Mette på 35 år. Karoline er vores første fælles barn. Et ønskebarn! Er alle børn ikke det? Bør de i hvert fald være.

Fødslen går i gang
Fødslen startede meget tidligt fredag morgen 22. februar. Mette vågnede ved at noget ikke føltes rigtigt. Så vi drog afsted mod Hillerød. Vi mødes af en træt Jordemor, og Mette bliver bedt om urinprøve, da det sikkert er en urinvejsinfektion. Jordemoderen vil også lige undersøge Mette, bare for sikkerheds skyld. Undersøgelsen viser, at Mette har åbnet sig lidt, og pludselig er Jordemoderen ikke længere træt. Der bliver tilkaldt en læge, som bekræfter at Mette er gået i fødsel. Nu går tingene stærkt, der udtages blodprøver, bestilles scanning, tilkaldes overlæge, anlægges i.v. adgang og Mette bliver injiceret med lungemodnende medicin. Man føler sig……… Magtesløs!! Man står på sidelinjen og kan ikke andet end at holde i hånd og kramme.
Undersøgelserne viser, at Karoline har det godt, men at vi skal forvente hun kommer til verden samme dag. De giver ve-hæmmende medicin, for at købe tid, og forhåbentlig få så meget ro på, at vi kan overføres til GN på Rigshospitalet (Intensivafdeling for præmature). Overlægen kommer tilbage, og lige så afslappet siger hun ”Ja det gik som jeg havde forventet. Der er langt nok mellem veerne til at I kan flyttes, jeg bestiller en ambulance”
Puuhhhh!!! På en måde bliver vi lettede, men alligevel måske også mere skræmte. Jeg kan ikke komme med i ambulancen, da der skal en jordemoder med, så aftaler jeg ringer rundt til familien og kører hjem for at hente småting.
På vejen hjem, må jeg pludselig holde ind til siden, hele min verden bryder sammen, skræk, frustration, frygt for hvordan Mette og ikke mindst Karoline klarer den, gør at jeg stortuder der midt i bilen i vejkanten.
Kommer endelig hjem og videre ind til Rigshospitalet.
Mette er godt ankommet og modtaget. De forventer også, at hun føder i løbet af dagen, men Mette forkynder højlydt at, det kommer ikke til at ske. Hun har tænkt sig at holde så længe som muligt på Karoline, og mindst til den lungemodnende medicin virker fuldt ud (48 timer). De kigger lidt overbærende på os, og siger ja ja vi får se. Men det lykkes faktisk for Mette at holde Karoline inde, vagthavende læge fra GN kigger forbi ved hvert vagtskifte for at præsentere sig, og ellers bare sige hej. Og hele første døgn har vi to jordmødre siddende og holde øje med Mette og ikke mindst Karoline.
Lørdag går vandet, vi går begge lidt i panik og regner med at hun så skal føde nu. Endnu en gang oplever vi et fantastisk personale, Mette bliver ”smidt” op i sengen og ”puf” så står der en fødselslæge, han er helt rolig; ”Rolig nu! Jeg vil lige undersøge dig og barnet, så snakker vi bagefter”. Han får ret hurtigt undersøgt dem begge, og forsikrer os om alt er fint efter omstændighederne, og at Karoline ikke er stresset. Ingen grund til panik. Der er ingen tegn på, at Mette er tættere på at gå i fødsel end før. Derefter ligger Mette HELT stille, der mangler stadig ca. 14-15 timer, før de magiske 48 timer er gået, og den lungemodnende medicin virker fuldt ud. Fødslen går i gang igen. Mette får veer. De kommer med 3-4 minutters mellemrum. Alligevel ligger hun helt stille, fast besluttet på at holde Karoline inde. Herefter går timerne igen bare derudaf. Vi får besøg af hospitalspræsten, bliver forberedte på nøddåb i fald Karoline har brug for det. Præsten giver sig god tid, taler med Mette og velsigner hendes mave. Timerne går, veerne tager af og der bliver længere imellem dem. Hele tiden bliver Mette og Karoline monitoreret og undersøgt.
Efter faktisk en okay nat, hvor jeg i hvert fald har fået sovet, på en ganske ubekvem seng, men dog sovet i samme rum som Mette, vurderer vi at der er okay ro på, så jeg vil køre hjem med bilen (det er PÆNT dyrt at holde ved Rigshospitalet). Jordemødrene forsikrer mig om, at det er okay, og det forventes at der nu er god tid til fødslen. Vi aftaler med en god veninde, hende der skal være Karolines Gudmor, at hun vil komme ind, så jeg kan smutte hjem og aflevere bil, hente småting, og vores svigersøn vil så køre mig tilbage. Jeg suser hjemad, får pakket ting og svigersønnen kommer, han har kaffe og pandekager med fra min ældste datter, og vi triller snart mod Rigshospitalet. Da vi svinger ned på det sidste stykke motorvej, ringer veninden ”Øhmm er du på vej? De tror hun er ved at føde”. Ved lyskrydset, ved Rigshospitalet, ringer telefonen igen, denne gang en Jordmor ”håber du er her snart, fødslen er i gang”.

Karoline kommer til verden
Da jeg løber ind i elevatoren på vej til afdelingen ringer telefonen igen, denne gang er det veninden ”Hun har født! Og Karoline trækker vejret”. Jeg sanser ikke meget, andet end at elevatoren kører mega langsomt, jeg vælter ud af elevatoren og løber ned af gangen, hvor jeg møder en stor flok smilende mennesker; ”Nå der er far!! Tillykke alt er fint, sig du bare hej til din kone”. Jeg kigger over på Mette, der ligger i sengen med blod og snask over det hele, og vil hen til hende og kramme hende. Men Mette udbryder; ”Nej du skal ikke være her!! Gå med Karoline, bliv hos hende”. Lægerne vil også gerne ned på GN med vores lille bitte pige, så vi ruller afsted, eller ruller og ruller. Det føltes mere som løb, men der var ingen panik eller uro.
Vi ankommer til hendes stue, og de begynder at koble hende på diverse udstyr og tager prøver, det var et behersket og struktureret kaos, og midt i det hele udbryder en sygeplejeske; ”Hov far du skal da huske at tage billeder”. Billeder!?? Jeg havde ikke skænket det en tanke, jeg bliver trukket frem til kuvøsen (sådan føltes det i hvert fald), og der ser jeg for første gang Karoline rigtigt. Hun lignede en blanding af en lyserød miniudgave af Grauballemanden og en nøgen hamster, men for dælen, hvor var hun skøn. Har aldrig set så lille et menneske, 878 g!
De bliver færdige, og efterhånden forsvinder de forskellige. En læge fortæller, at alt er fint, og en masse andre ting jeg ikke kan huske. Men bl.a. at Mette er kørt til operation fordi navlestrengen knækkede og de derfor ikke kunne få moderkagen ud, men at de forventer at også det vil gå godt.

Den første kontakt med Karoline
Endelig er jeg alene med Karoline, eller det vil sige alene, hvis man ser bort fra det andet barn på stuen, hans forældre og den sygeplejeske, der skal holde øje med Karoline. Sygeplejersken spørger, om jeg ikke vil have hånden ind til hende, så hun kan mærke at jeg er der. Hun er så lille, at min hånd dækker hele hendes krop, kun hovedet stikker frem. Jeg bliver overrasket over, at man kan elske et så lille menneske, så højt.
Mette kommer ned fra operation, og er stadig skæv af bedøvelsen. Hun får lov at se Karoline rigtigt for første gang, og bliver så bagefter kørt til en afdeling fordi de skal holde lidt øje med hende, fødslen har været lidt voldsom for hende. Jeg sidder tilbage, beundrer Karoline, men har også alle mulige tanker… Klarer Mette det??? Klarer Karoline det?? Hvordan skal det her overhovedet kunne blive godt. Jeg får ikke sovet meget den første nat, og det bliver ikke den sidste nat hvor det kniber med nattesøvn.

Hjerneblødning, åbentstående ductus og dåb
De første dage går med undersøgelser af Karoline, hun kommer i respirator, ud af respirator, ind igen og bliver endeligt fri af den. Vi får besked om nogle af alle de skader og mén der kan være når man er præmatur, især når man er ekstremt præmatur som Karoline er. Vi aftaler, at uanset hvad udfaldet bliver, så må hun aldrig være i tvivl om at vi elsker hende. Hun kan tydeligt fornemme at vi er der, og vi skiftes til at ligge hud mod hud med hende.
Hun får scannet hjernen da vi har haft hende i 4 dage, der kommer en alvorlig læge ind, efter scanningen. Karoline har en stor blødning i hjernen, og en ”ductus” (et hul imellem hjertekamrene). Og pga. af blødningen, kan de ikke behandle ”ductus” hvilket kan påvirke hendes vejrtrækning, risikoen for udvikling af NEC, som er en voldsomt uhyggelig dødelig tarminfektion, og meget mere – herudover er der de ubehagelige prognoser for selve hjerneblødningen. Vi bliver bedt om at tage stilling til, hvor længe behandlingen skal fortsætte hvis enten hjerneblødningen udvikler sig, eller der tilgår andre komplikationer. Så 4 dage efter vores guldklump er kommet til, skal vi tage stilling til evt. behandling og hvad gør vi hvis hun ikke klare den. Endnu en gang, bryder verdenen sammen og man befinder sig i et underligt vaccum. Vi snakker meget, og bliver enige om at behandling er helt op til lægerne. Vi snakker om hvor hun skal begraves. Og at vi gerne ville have hende døbt så hurtigt som muligt.
Vi fik hende døbt på stuen, i sin kuvøse, af en virkelig god præst. Gudmoderen havde hænderne igennem huller i kuvøsen, og løftede Karoline op da hun skulle døbes. Præsten brugte så hullerne i den anden side af kuvøsen. ”Døbefonden” var en gammel russisk frugtskål, der engang i hinde tider var skænket af Kejserinde Dagmar. Karolines storesøstre og moster var også med, og er alle faddere. Det var alt taget i betragtning, en dejlig dag.
Den første uge fejrer vi det, hver gang der er gået et døgn, derefter hver gang der gået en uge, langsomt er der pludselig gået en måned. Hverdagen er blevet, at Mette er på afdelingen alene om natten og jeg kommer ind om morgenen og tager hjem om aftenen. Man vænner sig ikke til alarmer, monitorer mv. men på en uhyggelig måde bliver man svær at bringe ud af fatning. Selv når ens baby holder op med at trække vejret. Hvilket Karoline i starten gjorde ofte. Nogle dage adskillige gange i træk.

Hjerneblødningen svinder ind
De scanner Karoline igen ca. en uge efter hjerneblødningen, de kan glædeligt oplyse at blødningen ikke er vokset. Hun vokser og vi ser konstant fremskridt. Næste scanning viser, at blødningerne er blevet mindre, den næste igen viser at blødningen er væk! Der er nogle cyster som lægerne vurderer, efter al sandsynlighed er ubetydelige. Og en fredag til stuegang, som jeg har alene (Mette var ude at gå en tur), siger lægen henkastet ”Ja vi flytter jer over på den anden side af gangen, til det mindre akutte, og så må vi kigge på at få jer overført til Hillerød snart”
What!! Mindre akut? Hillerød? Mette kommer tilbage og spørger om der blev sagt noget på stuegang. Øh ja…. Vi får hende med hjem! Vi skal over på almindelig gangen og snart til Hillerød!
Vi græder begge, glæde, lettelse, alle mulige følelser…….. Vi bliver så rykket over på den anden gang, ingen fast vagt, færre alarmer på Karoline, flere ting vi selv skal gøre, og på en sær måde bliver det langsomt mere rigtigt.
Dagene går på en sær måde hurtigt og dog ikke. Vi ser andre forældre og børn blive indlagt og udskrevet. Vi finder sammen med et par som er lidt i samme situation, det hjælper meget at tale med andre, som også står i det samme som os. Lægerne begynder at snakke om overflyttelse til Hillerød, og ductus er efterhånden lukket af sig selv, lægerne kan i hvert fald ikke høre den mere. Endelig kommer dagen hvor vi skal overflyttes til Hillerød.

Overflytningen til Hillerød
Afdelingen på Hillerød, kan beskrives som en kende anderledes end GN på Rigshospitalet. Der var et helt andet beredskab, bl.a. gik der lidt længere tid før sygeplejerskerne kom på alarmerne, dog ikke på akutte alarmer. Men der var bare et andet beredskab, som vi skulle vænne os til. Der går længere og længere mellem tilfældene hvor Karoline glemmer at trække vejret, og langsomt holder hun helt op med at skulle have støtte i form af c-pap (maskine der giver tryk og evt. tilsætter ilt). Vi overtog stille og roligt al pasning selv og så frem til THO (Tidligt hjemme ophold). På det tidspunkt har vi ca. været indlagt i 3 måneder.

Tidligt hjemmeophold og vejrtrækningsstop
Da vi omsider kommer hjem på THO og har været hjemme i under en uge, sker der endnu engang en voldsom hændelse. Mette sidder og ammer Karoline, jeg sidder ved spidsebordet og nørkler med LEGO (Jep!! Det er forbavsende afstressende at bygge Star Wars LEGO), da Mette spørger om jeg vil give Karoline lidt sondemad. Pludselig bliver Mette stille og råber ”Hun trækker ikke vejret!!” og holder Karoline frem. Hun er slap og blå! Jeg tager Karoline, gnubber på hendes ryg, vender hende med ansigt nedad, hvis hun nu har noget mælk i munden… Ingen reaktion!! Mette ringer 1-1-2 og fortæller, at vi står med præmatur uden vejrtrækning. Jeg får lagt Karoline på bordet og begynder at blæse i hende, efter 3 blæs hoster hun og efter et par mere, trækker hun selv vejret, men er stadig meget bleg. Ambulancen kommer efter 11 min og kort efter en Akut læge. Alle er meget imponerede over hvor roligt vi tager det, men det skyldes nok at vi desværre har set det alt for mange gange, og ved at det ikke bliver bedre af at vi reagerer. Karoline bliver kørt på Hillerød og de finder ingen problemer, andet end at de tror hun er kløjes i mælk, og er for lille til at kompensere for det på anden måde. Vi blev indlagt til observation i nogle dage. At puste i sit eget barn er det mest uhyggelige jeg kan forestille mig, og efter det havde jeg brug for at tale med en psykolog.

Hverdag derhjemme
Vores THO blev afsluttet efter godt 4 mdr. da Karoline kunne spise helt selv. Det lykkedes at få amning op at køre, på trods af alt det hårde. Vi har fundet en hverdag, Karoline vokser, tager på og udvikler sig. På nogle punkter er hun alderssvarende, ved andre er det den korrigerede alder. Vi ved stadig ikke om den hjerneblødning har nogle konsekvenser, andet end at hendes syn måske er påvirket. Hun fortsætter med at imponere.

Hvordan er vi kommet igennem, uden at gå helt i stykker?
Jeg tror ikke man kan komme igennem, uden nogle hakker i lakken. Men nogle af vores strategier, har været at snakke sammen og snakke meget sammen, og brug af humor.
Faste rutiner, vi har spist så mange måltider som muligt sammen, også da vi var indlagt.
Vi har gået ture, væk fra afdelingen, både sammen og hver for sig. Gode venner og familie, som er kommet forbi til kaffe. Orienteret på Facebook (det har virket meget godt for os), så i stedet for at sms eller ringe til alle, har vi kunnet orientere bredt. Både når godt nyt, men også når det har været svært.
Hvordan kommer man videre, og vedbliver at være positiv, når andre børn omkring os dør? Bl.a. oplevede vi, at en dreng der var på samme stue som os, dør da han er to dage gammel.
Svaret må være, at jeg aner det ikke. Det kom pludselig tæt på, at vi måske ikke fik hende med hjem, man føler sig pludselig atter magtesløs. Men man bliver også en form for stædig, og endnu mere sikker på at hun aldrig må være i tvivl om at vi elsker hende.
Hvordan bliver man ved med at være positiv, efter Karoline har haft apnø og holdt op med at trække vejret imens hun ligger på en, og det vælter ind med læger og sygeplejesker, som begynder genoplivning imens hun ligger på min brystkasse? Ved det ikke… Vi stolede 100% på personalet og at det hele nok skulle gå.
Hvordan udgår man at bliver skør, efter at have givet kunstigt åndedræt til sin datter? Aner det ikke, andet end bl.a. en god snak med en psykolog. Jeg har bl.a. i forbindelse med mit job, skulle udføre kunstigt åndedræt på en dukke, det gav en del flashback og måtte lige ud og have en mundfuld frisk luft.

Jeg er en glad og stolt far til en præmatur pige
Glad fordi, at hun udvikler sig, og tingene går den rigtige vej. Men også glad, for at jeg havde så megen tid med hende da hun var blevet født. Ked af omstændighederne, men når de nu var som de var, så skal man finde det positive, og det er bl.a. at jeg havde så megen tid med hende.
Jeg er stolt fordi hun er så stærk som hun er og hun har viljen og kræfter til at kæmpe.
Og ikke mindst er jeg så sindssygt stolt af min hustru, hun har under hele forløbet været en klippe, bevares der er kommet revner i klippen, men den står der. Hun har været og er, helt fantastisk stærk.

Karoline, ca. 1 døgn

Karoline, ca. 8 måneder