Steffens historie om at blive FAR til Carla, uge 32+1

I denne beretning får vi et indblik i en særlig svær situation; nemlig den at Steffen skulle forholde sig til at blive far til lille Carla, samtidigt med at hans kone var syg, både fysisk, men også psykisk. I starten bebrejdede Steffen Carla for situationen, da konens udfordringer begge til dels var knyttet til graviditeten. Han følte sig usikker på Carla, og havde svært ved at knytte sig til hende. Siden har de to udviklet et særligt og stærkt bånd.

Carlas fødsel
Min kone Johanne var sygemeldt med stress og depression, allerede før Carla kom til verdenen. Det begyndte så småt midt i november, hun blev sygemeldt i december, og Carla blev født i starten af marts. Det var en torsdag, Carla blev født. Det startede med, at Johanne fik det dårligt natten til mandag. Vi ringede til Hillerød svangreafdeling, og hun kom ind kl. 4 om morgenen. Da hun ringede til mig, var jeg i Aalborg hos min mor, og måtte først køre derfra. På hospitalet lavede de en række test på Johanne, og kunne se at det ikke stod godt til. Der var tale om en svangerskabsforgiftning af en type, som påvirker nyre og lever. Johanne fik da en indsprøjtning med lungemodnende medicin, fordi lægerne regnede med at Carla snart ville blive født. Men de ventede også bare, og håbede på, at der ville gå så længe som muligt. Jeg havde ferie den uge, og kunne være på hospitalet sammen med Johanne.
Hver dag lavede de en hjertemåling. Torsdag morgen kunne de se, at Carlas hjerte næsten ikke slog mere, og de foretog et akut kejsersnit. Hun vejede 1450g, ca. 23% under den vægt hun burde have haft i den uge. Fødslen gik heldigvis meget hurtigt, og jeg nåede ikke at tænke så meget under operationen. Men det var lidt overvældende at Johanne skulle i fuld narkose, og at der pludseligt var 20 mænd omkring os.
Jeg blev så sendt med Carla til neonatalafdelingen, hvor der også var mange mennesker til at tage imod hende. Det var rigtigt fint at se, og jeg fik taget en masse billeder. Rent tankemæssigt var jeg dog mest ved Johanne, fordi barnet var svært at forholde sig til. Da jeg havde været der lidt gik jeg ned til stuen hvor Johanne var ved at komme til sig selv, og jeg viste hende billederne. Men hun var i så dårlig forfatning på grund af svangerskabsforgiftningen, at hun ikke selv kunne komme hen og se Carla i de første 48 timer. Så der gik jeg imellem dem, frem og tilbage, tog billeder og viste dem.

At knytte bånd til Carla
Jeg blev spurgt om jeg ville holde Carla på dagen, eller dagen efter, men det kunne jeg ikke overskue. Hun var koblet op på så mange maskiner. Og på det tidspunkt var jeg ikke bevidst om det, men jeg var i starten måske også på en eller anden måde sur på Carla over, at Johanne havde det skidt. Både fysisk med svangerskabsforgiftningen, og også det psykiske, jeg tænkte at det var graviditetshormonerne der fuckede med min kone. Så det var en hård start, og ikke så fyldt med kærlighed som man ser på serier eller film. Der gik over en uge, før jeg havde lyst til at holde hende. I slutningen af anden uge, fik jeg min første og eneste tudetur over forløbet, og det vi havde været igennem. Derefter blev det nemmere at forholde mig til barnet. Carla havde ikke nogen skavanker, så i og med at hun fortsat var rask, og sygeplejerskerne var glade, så blev det lettere, og jeg turde at knytte mig til hende. Men jeg var meget usikker når Carla nu var så lille og skrøbelig. Sygeplejerskerne skulle være tæt på når jeg havde hende oppe, og de første fire gange hun skulle have skiftet ble, ville jeg også først se dem gør det, før jeg ligeså stille begyndte at overtage mens de så på. Normalt er jeg en type, der bare gør tingene, men det var en meget speciel situation.

At være indlagt på neonatalafdelingen
Johanne fik en mild fødselsdepression da Carla kom, oveni den svære depression og stress hun døjede med i forvejen, og fandt tingene meget uoverskueligt, især. Heldigvis har Hillerød været gode, vi fortalte dem at Johanne døjer med stress og depression, og det har de været gode til at opfange. Der har været en psykolog ovre med det samme, som har fulgt hende. Jeg tror det havde været værre, hvis denne hjælp ikke havde været der. Det tog noget af trykket ift. mig, at der også var andre til at støtte hende. I starten fik Johanne en masse redskaber hun kunne bruge, og dem satte jeg mig også ind i, så jeg kunne støtte hende og håndtere det bedre. Det har hjulpet. Jeg nød det også lidt når hun var til psykolog, for så kunne jeg være alene og være mig selv, sammen med Carla. Og Johanne kom af med nogle frustrationer hos psykologen, og så var hun som regel også mere glad når hun kom tilbage, dog også mentalt træt.
Jeg overtog i store træk plejen og barslen de første 6,5 måned, både på neonatalafdelingen og hjemme, mens Johanne var blevet sygemeldt. Jeg var med Carla og Johanne i en dobbeltstue på neonatalafdelingen i godt 5 uger. Da de første 2-3 uger var overstået, begyndte jeg at give sondemad, og det skulle ske hver 2. time. Den meget afbrudte søvn gjorde, at jeg følte jeg kom i et zombie-mode, og at jeg fik svært ved at forholde mig til noget. Da Carla kun skulle have mad hver 3. eller 4. time fik jeg sovet lidt mere, og fik lidt overskud til at mærke mig selv, og det var faktisk også hårdt.
Vi var ikke alene på stuen hele tiden, noget af tiden delte vi stue med en anden patient, og sygeplejerskerne kom ind og ud. Det var bestemt ikke sjovt. Også fordi jeg som mand ikke havde ret til en seng. Selvom Johanne var sygemeldt og ikke rigtigt kunne tage sig af barnet, så kunne jeg enten tage hjem og overnatte, eller sove i stolen, mens Johanne kunne sove på stuen sammen med Carla. Der var kun en seng per familie. Jeg sov på stolen, nok samlet 4-5 nætter, resten af tiden havde vi stuen for os selv, hvor jeg fik den anden patients seng. Dette var muligt, da der heldigvis ikke var så travlt på afdelingen i den periode. Men man vidste aldrig om sygeplejerskerne kom i løbet af eftermiddagen og skulle bruge den seng og man fik en medbeboer i stuen. Men det meste af tiden, havde min kone og jeg heldigvis en stue for os selv, og sygeplejerskerne var generelt super imødekommende. Jeg har hørt også fra andre at Hillerød er en meget nærværende neonatalafdeling. Sygeplejerskerne var gode til at aflede mine tanker og bekymringer med deres attitude, ikke at jeg snakkede direkte med dem, men de var glade, optimistiske og spurgte lidt ind. Da det var en rolig periode på hospitalet, og det gjorde det muligt at sygeplejerskerne kunne være særligt nærværende og tilstede. Det var super dejligt der i starten. Da vi begyndte at kunne gøre det meste selv, kunne de være mere væk uden at man savnede dem. Mens vi var indlagt, blev jeg også opfordret til at gå til psykolog, som var tilknyttet neonatalafdelignen, det var fint nok, men ikke rigtig noget der gav mig noget. Ellers havde jeg nok at se til med plejen af Carla, og snakkede ikke meget med de andre indlagte.
Carla kom meget let gennem forløbet. Hun nåede at få virkningen af den lungemodnende medicin, og de sprøjtede surfuctant direkte i lungerne da hun blev født. Og ellers er det gået stødt fremad, hun har aldrig stoppet med at trække vejret eller fået hjertestop. Alligevel var jeg meget glad for den hjertemonitor, hun var koblet på. Især fordi jeg også er hørehæmmet, og næsten ikke kunne høre Carla. Sygeplejerskerne sagde, at jeg skulle prøve at lade være med at kigge på den, og bare se på Carla. Hun slog da heller aldrig voldsomt ud, hun havde kun falske alarmer, men det var en afhængighedsskabende skærm og det var lidt svært da de tog den fra hende.

Hjem fra hospitalet med Carla
Da vi fik at vide, at Carla snart var frisk nok til at vi kunne komme hjem, blev vi fyldt af en kæmpe forventningsglæde. Det var den glæde, der holdt os oppe de sidste dage på sygehuset. Samtidigt havde jeg nogle bekymringer omkring hvordan det skulle gå, om jeg ville komme til at savne den røde tråd jeg kunne hive i for at få hjælp fra sygeplejerskerne og sådan nogle ting. I og med at min svigermor og mor var der de dage, og gjorde lejligheden babyklar, det var den ellers overhovedet ikke, og at jeg de sidste dage på sygehuset kørte hjem et par gange for at se hvordan der så ud og danne mig et overblik, så så jeg fortrøstningsfuld på det at komme hjem trods bekymringerne.
De første 3-4 dage hjemme var dejlige, vi var hjemme og var endeligt en nogenlunde almindelig familie. Det var vildt dejligt. Johanne havde nogle gode dage i den periode, men efter nogle dage blev hun igen ramt at depressionen, og det blev lidt hårdere at skulle passe Carla og stå for de praktiske opgaver med indkøb, rengøring og sådan. Min mor kunne heller ikke tage sig af hunden mere, så den skulle jeg også tage mig af. Det var altså dejligt i starten, men hårdt da hverdagen ramte. Det havde på en måde været nemmere for mig hvis jeg havde været en singlefar, for så skulle jeg ikke også have taget mig af min kone. Men sådan går det jo ikke, når konen er ramt af sygdom, så er der jo ikke noget at gøre. Og hun prøver virkeligt, og døjer med dårlig samvittighed, og det har jeg forståelse for. Det gør det også nemmere for mig at vide, at hun prøver hvad hun kan.
Men jeg må indrømme, at det har været sindssygt hårdt at være sammen med min kone 24/7 uden afbræk, når hun har haft det så skidt. Men jeg har sagt til mig selv, at sådan er det bare, og har taget en dag ad gangen. Og så har jeg gået tur med vores hund, og enten taget barnevognen med når Carla har sovet, eller bare gået med hunden hvis Johanne har haft overskud til at have Carla. Dette gav mig en pause og afslapning i løbet af dagen. Hele vores familie og vores venner bor i Jylland, så vi har ikke haft så mange til at aflaste. I weekenden har vi nogle gange været derovre, eller de er kommet her, men slet ikke hver weekend. Så vi har stået med det hele selv, udover at min mor passede hunden mens vi var indlagte og svigermor og min mor kom hjem og gjorde huset babyklar.

Situationen nu
Lige nu er jeg fortsat på deltid, selvom Carla er 8 måneder. Johanne har svært ved at sove, så jeg har alle nattevagterne med Carla, og tager hende om morgenen, og møder så senere på arbejde. Og så kommer jeg tidligt hjem, ved 15.30 tiden, så jeg kun er ude af hjemmet i 6-7 timer. Her er Johanne tit mættet af Carla og har brug for en børnepause. Hele denne tid har været hård, og når jeg ikke har haft lyst til det, eller kunnet overskue situationen, har jeg sagt til mig selv, at nogen skulle jo gøre det. Men jeg har døjet en del med dårlig samvittighed overfor min arbejdsplads og mine kollegaer. Jeg har været meget væk, og kan ikke yde det jeg gerne vil. Men de har været gode til at acceptere situationen, og har også været meget imødekommende. Jeg er dyrepasser for forsøgsdyr, og laver laboratorisk arbejde. Da jeg startede på job igen, bad jeg om at få mere rutinemæssige opgaver, ”samlebåndsarbejde”, og det ordnede de så det var super dejligt. Så der er en god fleksibilitet, der har gjort at jeg kunne undgå at sige mit job op, som er godt ift. ikke at give os nye økonomiske problemer.
Min kone er desværre stadigt ikke på toppen og jeg kører lidt på reserverne, så vi har brug for aflastning. Så nu flytter vi tilbage til Jylland. Jeg har sagt mit arbejde op, selvom jeg er glad for både det og vores boligsituation, der er bare behov for at komme tættere på familie og venner nu.
Kiloene har sat sig lidt på siden, og jeg er blevet lidt mere gråhåret. Jeg er træt, og det på trods af at Carla er en nem baby som sover super godt – for en baby. Men jeg ved aldrig hvad jeg kommer hjem til efter arbejde, om Johanne har haft en fin dag, eller en dårlig dag. Så det bliver dejligt at komme nærmere familien, hvor man evt. kan slappe af om eftermiddagen og aftenen.

På trods af den svære start oplever jeg, at Carla og jeg har et godt og stærkt bånd. Carla er meget glad for mig, jeg kan holde hende og gøre hvad jeg vil med hende. Jeg er glad og tilfreds sammen med hende. Det er nok lidt tættere vores forhold, end andre far-datter forhold. Og nu hvor jeg holder fri om torsdagen, hvor Johanne går i gruppeforløb, så udnytter jeg det til at gå til babysvømning. Det er dejligt at have sådan en mulighed. Men jeg glæder mig til, at hun bliver større og kan give mere feedback end hun gør nu. Men jeg er meget glad for hende. Jeg ved ikke om jeg havde været så meget sammen med hende i starten, hvis jeg ikke havde været nødsaget til det, og så havde det nok taget længere tid at opbygge samme forhold.
Carla har taget fint på i vægt ift. hendes kurve. Selv i dag, er den selvfølgelig for lav, også ift. en præmatur, men hun følger sin egen kurve. Hun er super glad og nysgerrig, og virker ikke særligt sensitiv. Hvis der havde været noget med Carla, hvis hun havde fået det dårligt eller fået præmaturproblemer, så tror jeg også jeg ville have knækket.

Overvejelser om fremtiden
Den her start på forældreskabet, er ikke noget jeg ønsker for nogen. Heldigvis havde vi ikke andre børn derhjemme. Da vi var indlagt snakkede jeg på et tidspunkt med en mand hvis kone var indlagt med deres for tidligt fødte, om hvor svært og hårdt det var for ham at køre hjem og passe sit andet barn, ikke at vide om det skulle med op til sin mor, og bare ikke at kunne være med konen og det andet barn hele tiden. Det er jeg glad for, at jeg ikke skulle. Men jeg må sige, at nu har Johanne det jo også tungt, og det bliver forhåbentlig bedre. Men hun har forhøjet risiko for at føde for tidligt igen. Så jeg har forbehold ift. at skulle have nr. 2. Det kan jo ændre sig, men lige nu har jeg på ingen måder lyst til at risikere et lignende forløb igen.

Råd til andre fædre i lignende situation
Hiv fat i familien, bed om hjælp hos dem, også selvom de er langt væk. Det fortryder jeg nogle gange, at jeg ikke har gjort tidligere, vores familier vil jo vildt gerne hjælpe, de skal bare vide hvordan. Og snak med nogle venner om det, også selvom det ikke skal være alt for tungt, hvis man ikke har brug for det. Derudover, så find nogle måder du kan slappe fuldstændigt af på, i hvert fald en time om dagen.