Peters historie om at blive FAR til monokorioniske tvillingepiger, i uge 28+1

Der er flere aspekter af Peters historie om at blive far til tvillinger i uge 28+1, der gør den særlig. Blandt andet, at han og kæresten fra starten af graviditeten fik at vide, at der var 50% risiko for at miste begge børn før uge 20. Det virker som om, at dette tidlige chok fik den præmature fødsel til at virke som en ”bagatel”, idet der trods alt var to umodne, men sunde, piger. Den værste stress og frygt var overstået. Det er en fortælling omkring hvordan tidligere erfaringer i høj grad er med til at præge vores oplevelser af kritiske situationer, og vores reaktioner herpå.

Graviditeten med monomonotvillinger
Da min kæreste og jeg ønskede et barn, gik det ikke let. Vi var tilknyttet fertilitetsklinikken på Rigshospitalet, og fik meget hjælp til vores børn. Der blev lagt ét donoræg op i min kæreste.
I uge 7 fik vi at vide, at vi ventede det, der hedder monomonotvillinger, som er monochoriske monokorioniske tvillinger. Det sker i 1 procent af alle tvillingegraviditeter, altså ca. 6 gange om året på landsplan. Der var 50% risiko for spontan abort inden uge 20. Vi fik altså et chok meget tidligt, og blev også spurgt, om vi ville afbryde graviditeten. Både for at undgå at gå igennem den stressende tid, og fordi min kæreste har nogle andre skavanker der gjorde, at det ikke var det sundeste for hende at være gravid med tvillinger. Så det var et stort pres, og meget stressende. Men vi valgte at gennemføre graviditeten.

Det akutte kejsersnit og den monotone hospitalstid
Min kæreste blev indlagt en uge inden at pigerne kom til. Den nat de blev født, omkring kl. 12, sprang der et blodkar i min kærestes mave, og tvillingerne kom til verden meget hurtigt ved et akut kejsersnit. De var meget, meget små, også i forhold til andre for tidligt fødte. Mine piger vejede 600g og 698g, og var 37 cm. Men jeg var faktisk ikke bekymret for mine piger efter de blev født. Nu er jeg så også privilegeret, at jeg har en ven der er overlæge på børneafdelingen, som var nede og sige, at de så fine ud. Han sagde, at det kunne være, at de skulle have lidt lys, men alt så godt ud. Det gav mig ro. At han så efterfølgende har sagt, at han var lidt bekymret over at de var så små, det er så noget andet. Men i situationen var jeg ikke så bekymret. De så ud til at have det godt, og alt var fint. Det at der kom nogle børn ud af graviditeten, var jo fantastisk i sig selv. Så der var mere stress på tidligt i graviditeten, end da de kom ud, der var der mere ro på.
Herefter var vi alle sammen indlagt på hospitaler i 2,5 måned. Vi startede på Riget, for det er der man starter, når de kommer så tidligt. Det er meget syge børn der er på Riget, børn dør, og forældre er kede af det, så det er ikke sjovt at være der som nybagte forældre. Så kom vi på Herlev Hospital bagefter, der var der mere ro på. Fordelen for mig var, at jeg som tvillingefar også blev indlagt, fordi der skal være en forælder til hvert barn. Ellers er det kun moren der er indlagt med et barn. Vi var sammen alle sammen, på et hospitalsværelse. Det var godt, men også en hård tid. Det var monotont, det var det samme, det samme, det samme. Det samme mad, de samme mennesker, det samme alt. Det var gentagelser, gentagelser, gentagelser.
Hertil kom, at min kæreste ikke havde det godt, og var inde og ude af andre afdelinger også. Så jeg var meget alene med pigerne. Der var selvfølgeligt en masse sygeplejersker også, men jeg var meget alene. Og så er det også stressende, at der ikke er særligt meget privatliv på sådan et hospital. Men altså man kan sige, at jeg har været heldig, fordi mine børn har haft det godt hele vejen igennem. De har bare været små, men de har ikke fejlet noget. Så det har været fint. Men selve presset ved at være på et hospital kunne mærkes. Noget af det der var svært, var ikke at vide hvor længe vi skulle være der, hvad der skulle ske, og hvad der skulle ske når vi kom hjem.

Hvordan vi håndterede forløbet
Jeg talte meget med de andre forældre på hospitalet. Det er som et lille fællesskab man får deroppe, for der er mange, der er der længe. Mest kvinder, det var mest dem der var der, men det var fint. Jeg så i-pad for at få tiden til at gå, og talte også med sygeplejerskerne. Efter at vi havde været på hospitalet en måneds tid, så brugte vi også, min kæreste og jeg, en gang om ugen, at tage skiftevis hjem og overnatte. Vi tog et bad eller gjorde noget andet i hjemmet, for at bryde det monotone liv på hospitalet. Det tror jeg er ret sundt. Og jeg ved, at en del af de mødre på afdelingen, der var der meget, også af og til blev afløst af deres mænd en weekend for eksempel, hvor de så kunne tage hjem, og være sammen med de andre børn hvis de havde det, eller bare gøre noget andet, for ikke at blive sindssyg. Det kan godt være et langt træk at være indlagt. Og så fik vi også et facebook fællesskab med dem vi havde mødt inde på Riget, hvor vi delte oplevelser og den slags. Det gør vi stadigt. Vi bruger vores erfaringer til at hjælpe andre, der er i lignende situationer. For mit vedkommende, så er det en form for terapi, at kunne støtte andre mennesker i at komme igennem deres forløb. For så får jeg talt ud om de issues jeg har, og måske berører jeg ting jeg ikke havde tænkt over tidligere, fordi de bringer det op. Det er næsten som en form for gruppeterapi, hvor man taler lidt om tingene og hjælper hinanden videre på den måde. Det fungerer ret fint.
Og så er der også som tvillingefar en del sider på facebook, som også er ret gode, hvor fædre støtter hinanden ift. de udfordringer der er med børnene. Desværre ser man også rigtigt ofte, at forældrepar til tvillingebørn går fra hinanden. Så det kan være med til at skabe noget pres den anden vej, men der ser jeg ikke noget issues lige nu. Min kæreste og jeg har været sammen i 20 år, så vi er forholdsvist fasttømret. Vi kender godt hinandens tics. Vi har før været gennem alvorlige kriser sammen. Min bror har haft cancer, og min kæreste har været fejlopereret og været ved at dø. Så vi kender vores egne og hinandens reaktioner når sådan noget sker.

Familien 1 år efter
Da pigerne blev født, var jeg meget i situationen, og så problemer der skulle løses, et ad gangen. Når jeg tænker tilbage på det nu, er det angstprovokerende at tænke på, for hold kæft hvor var de små. Nu er pigerne blevet et år, og de er stadigt små, de vejer 7 kg. Men ud over det, fylder den for tidlige fødsel ikke noget. De er fuldt med motorisk, socialt og mentalt. De reagerer på de ting de skal, og reagerer ikke på det de ikke skal. De virker ikke særligt sensitive. De går til rytmik og interagerer med de andre børn. De tager det ret køligt når der er konflikter. Vi har været heldige i den henseende, at de er så åbne og glade. Men man kan aldrig vide hvad der sker på sigt. En af pigerne mangler det nederste at venstre arm, så hun mangler den venstre hånd. Men det er ikke noget vi tænker på i hverdagen. Det er bare sådan det er. Der ved jeg ikke, om vi er specielt ligeglade med sådan noget, eller ikke tænker så meget over det. Det kan måske have noget at gøre med hele opstarten af vores forløb, hvor det meget tidligt var et issue om vi overhovet fik nogen børn med hjem. Set i lyset af, at det startede med ét donoræg, der blev til to specielle piger, der blev født på en meget voldsom måde, og som nu har det godt. Så er resultatet bare helt fantastisk.
De skal gå hjemme indtil februar, så er de 1 år og en måned korrigeret. Jeg synes det giver god mening at starte dem senere i institution end man normalt gør, selvom de virker klare nu. Så er det måske mere os andre der ikke er klar til at sende dem i institution.

Det unikke bånd mellem far og døtrene
Jeg synes det er godt, at der bliver tager fat i dette her [red. fokus på farens rolle], fordi det kan være en stor krise for mange. Der bliver meget ofte bliver talt til moren, og faren bliver ignoreret lidt. Det har jeg særligt oplevet med sundhedsplejersken. På hospitalet var det lidt specielt, fordi jeg var der meget alene, så der blev talt meget til mig. Men når min kæreste var der, blev der mest talt til hende, og jeg var lidt mere på sidelinjen. Det mønster kan jeg også se hos forældre der kun får et barn, der kan faren godt komme lidt ud på et sidespor. Jeg har fået et helt specielt forhold til mine piger, fordi jeg har været der hele tiden, i de første mange måneder af deres liv. Så selvom det er hårdt, så er det også en gevinst for fædre når børn kommer for tidligt, fordi de så har mulighed for at være sammen med deres børn fra starten af. Jeg vælger også at tage to måneder på barsel fra januar, så det bliver også godt.